Børnene samlede 31.000 kroner ind
Danmarks Indsamling fik et flot beløb fra Allingåbro Børneby takket være børnenes gode gerninger
Allingåbro Børneby var igen i år særdeles aktiv for at samle penge ind til Danmarks Indsamling. Forrige år blev det til omkring 11.000 kroner, og sidste år havde de rundet 17.000, inden indsamlingsperioden var ovre. I år kunne børnene aflevere 30.950 kroner til Danmarks Indsamling 2015.
Pengene har de indsamlet ved at lave gode gerninger. Både børnene i skolen og børnehaven har arbejdet hårdt for at hjælpe Afrika, og for hver god gerning kunne de udfylde et godhedsbevis. Hvert bevis indbragte 25 kroner fra Lego Fonden. Nogle af de gode gerninger er:
I børnehaven har børnene blandt andet ryddet op, dækket bord, fejet. Derhjemme er der blevet ryddet op på værelset, skovlet sne, leget med søster, lavet kaffe til mor og far og sunget en sang for bedsteforældrene. En af de mere specielle gode gerninger var da en af børnene var i Brugsen og en ældre mand tabte sin indkøbspose. Barnet samlede den op og fik et godhedsbevis for denne handling.