Fortsæt til indhold

Farvel til træner og talentfuldt brødrepar

ÅHGs cheftræner gennem tre år, Bjørn Hessellund, havde sidste arbejdsdag i lørdags, og det var sandsynligvis også sidste kamp i denne omgang for Daniel og Andreas Minke

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Efter tre år som træner for Aastrup/Hammelev-Grenaas (ÅHGs) håndboldherrer i 3. division takkede Bjørn Hessellund af lørdag i Grenaa Idrætscenter, hvor han kunne glæde sig over en 27-20 sejr over Viby IF i afskedsgave.
Bjørn Hessellund, der arbejder som efterskolelærer på BGI Akademiet i Hornsyld og bor i Vejle, skal i næste sæson være talenttræner i Fredericia Håndboldklub.
Her bliver han en del af den ambitiøse traditionsklubs talentudviklingsmiljø og 2020-plan.
Han får ansvaret for klubbens U20-mandskab, der er rykket op i 3. division, og fungerer som andethold til førsteholdet, som er rykket op i 2. division.
"Jeg ønsker Bjørn held og lykke med arbejdet i Fredericia, hvor han bliver en del af et set up som er meget professionelt," siger Carsten Vikkelsø Jensen, som har arbejdet sammen med Bjørn Hessellund i tre år i ÅHG. I denne sæson har de to kørt parløb om ÅHGs 3. divisions herrehold.
"Det er godt for Bjørn, at han med bopæl i Vejle, familie med små børn og efterskolelærerjob nu får mere samling på tingene og ikke længere skal køre så langt for at komme til træning," siger Carsten Vikkelsø Jensen.

Daniel Minke (billedet) og lillebror Andreas er sandsynligvis tabt for ÅHG i næste sæson.

Minke-brødrene også fortid?

Carsten Vikkelsø Jensen forventer også, at de to talentfulde Minke-brødre, men fornavnene Daniel og Andreas, er fortid i ÅHG.
De to fløjspillere, der bor i Randers, forventer ÅHG-træneren vil forsøge sig i Randers HH i næste sæson. Randers HH, som har et førstehold i 1. division som skal spille oprykningskampe om at komme med i landets bedste række, har et andethold, som er rykket op i 2. division.
Det er sidstnævnte de to Minke-brødre har i kikkerten. De er sønner af Gerhard Lundsteen, i denne sæson andetholdstræner i ÅHG.
Et job han ikke fortsætter med efter sommerferien.
"De har ikke meldt klart ud endnu, men det ligger ligesom i kortene, at både Daniel og Andreas spiller i Randers HH efter sommerferien," siger Carsten Vikkelsø Jensen.