Tobias Dybvad og Thomas Warberg på slap line
Tobias Dybvad prøvede sit nye show “Er det ikke dig fra Dybvad” af på Ørsted Kro
“Det var rigtig godt. Bare fortsæt. Jeg kan godt li' den humor”, lød det fra Brian Espersen, da han forlod Ørsted Kro efter halvanden time i stand up'er Tobias Dybvads selskab og opvarmning af Thomas Warberg. Også Steven Kjeldsen, 14 og fra Pindstrup, og Laurits Hølchen, 15 og fra Auning, havde fået det, de kom efter.
“Det var rigtig sjovt og levede op til forventningerne.”
Steven Hølcher tilføjer:
“Han (Tobias Dybvad, red.) tager fat i nogle akavede, nogle gange vulgære, ting, og gør det finurligt.”
To shows samme aften
Ørsted Kro inviterede torsdag aften til show med Tobias Dybvad, der havde kollegaen Thomas Warberg med sig til at varme publikum op. Der var hele to shows samme aften, idet det første blev udsolgt i løbet af bare halvanden dag.
Fra scenen fortalte Thomas Warberg, at det var Tobias' sidste prøveshow med “Er det ikke dig fra Dybvad”, han skal landet rundt med her i foråret. Så derfor gjaldt det om at sende ham på tur med god applaus.
Det trænede publikum så på, og set hen over hele showet, lykkedes missionen. Ved det sene show var publikum på stikkerne det meste af tiden med klap, klukken, høje grin og ind imellem et par pift - til Tobias Dybvads store glæde.
Selvfølgelig var der særlig højt bifald, når han nævnte Dag Kristiansen, p-mulighederne i Ørsted, rygeforbuddet på kroen, “ganske almindelig spritkørsel” og andre af de mennesker og bemærkninger i tv-serien om Ørsted “Landsbyen der ikke ville dø” han havde sendt et hint til i sit tv-program.
Skrev til Tobias Dybvad
Baggrunden for at Tobias Dybvad kom til Ørsted Kro, skal da også findes i de hints. Dag Kristiansen skrev nemlig til ham.
“Efter at have hængt Peter Arne, mågen og Torben Bach ud, skrev jeg til ham, at han måtte komme til Ørsted og se, hvad vi var for nogle, eventuelt lave et prøveshow her.”
Der gik 10 dage, så kom der besked fra Tobias Dybvads manager, formalia blev aftalt, og billettern blev så udbudt til kroens aktionærer. To næsten fyldte sale betyder, at knap fem hundrede mennesker var inde og se de to shows.
“Det er fedt, at der er et menneske med stor popularitet, der kommer her. Stor cadeau til Tobias Dybvad. Det sjoveste er, at vi kan trække sådan en aktivitet ud på landet, i stedet for at vi skal tage ind til byen.”
Det har givet bestyrelsen i Ørsted Kro A/S blod på tanden. Ifølge Dag Kristiansen er det ikke sidste gang, Ørsted Kro vil lægge scene til en kanon på den danske underholdningsscene.