Fortsæt til indhold

Kongehøjskolen byder indenfor

Samfund
Arkiv

I løbet af et tre timers fyraftensprogram kommer de besøgende både til at danse med elitedanser og tidligere elev på skolen Mads Vad, høre koncert med MGP-bandet Ten Eyes, se fysikshow og streetparkour, spille skolegårdsfodbold med Sønderjyske-spillere og smage smagsprøver fra skolens kantinekøkken.

- Kongehøjskolen er den første af de nye skoler i Aabenraa Kommune, der står færdig. Derfor vil vi også gerne invitere alle kommunens borgere indenfor og se, hvordan vi bruger en topmoderne skole og dens inspirerende læringsmiljøer til at skabe sundhed og læring, siger formand for Børne- og Uddannelsesudvalget, Kirsten Nørgård Christensen.

Men det er ikke bare elever og medarbejdere på Kongehøjskolen, der får glæde af de nye faciliteter. Særligt den tidligere lagerhal på Dronning Margrethes Vej 60, der er ombygget med støtte fra Lokale- og Anlægsfonden, kan foreninger i hele kommunen få glæde af efter skoletid.

Den tidligere lagerhal er bygget om, så den nu indeholder et stort streetareal med redskaber, løbebane og skaterbane. Bygningen indeholder også faglokaler til musik og billedkunst samt en idrætssal og en kantine med bod.

Fremover vil bygningens faciliteter kunne bookes digitalt af foreninger og borgere gennem kommunens foreningsportal Conventus. Men først skal bygningen have et navn. Derfor har Kongehøjskolen udskrevet en navnekonkurrence, som alle kan deltage i.

- Vi har kaldt bygningen for både den kolde hal, projekthallen og Max Jenne bygningen. Men vi har brug for et navn, vi alle kan huske, og som afspejler de mange nye muligheder, som kommunens borgere og foreninger får her, siger Kirsten Nørgård Christensen.

Navnet på bygningen – og vinderen af navnekonkurrencen – afsløres til Åben Skole torsdag den 21.5.

Programmet starter klokken 15 med musik og taler på pladsen foran den ombyggede hal på Kongehøjskolens matrikel på Dronning Margrethes Vej 60.

Fra klokken 16 til 17.30 er der gang i aktiviteterne over hele Kongehøjskolen – også på Tøndervej 90.

Klokken 17.30 sluttes Åben Skole arrangementet af med et brag af en koncert med MGP-bandet Ten Eyes.

- Den Åbne Skole er en af visionerne i den nye folkeskolereform. Folkeskolen skal være en større del af lokalsamfundet og lokalsamfundet skal være en større del af folkeskolen. Med Åben Skole på Kongehøjskolen tager Aabenraa Kommune hul på at omsætte folkeskolereformens vision til handling. Og så er vi selvfølgelig glade og stolte over at have fået en ny skole, siger Kirsten Nørgård Christensen.