Fortsæt til indhold

Rønde Sparekasse hædrer løbeklubben Puls 8410

Røndes løbeklub Puls 8410 fik onsdag aften overrakt Initiativprisen 2015 af Rønde Sparekasse

Samfund
Af Martin Schultz

Det blev formanden i den Røndes løbeklub Puls 8410, Hanne Østergaard Heinesen, som onsdag aften kunne træde op på scenen og modtage Sparekassen Rønde Initiativpris ved sparekassens store garantmøde i Rønde Idrætscenter.
Mere end 500 garanter var samlet til prisoverrækkelse, spisning og underholdning ved Poul Krebs.
Samtidig aflagde Rønde Sparekasses formand Annelise Udsen beretning og sparekassedirektør Ole Bonde kunne fremlægge et regnskab, som viste et overskud på 5,6 mio kr. før skat og 4,7 mio kr. efter skat.

Største antal indstillinger i flere år

Rønde Sparekasse uddelte onsdag aften sin velrenommerede initiativpris for 25. gang og havde i den anledning doblet op, så Puls 8410's formand Hanne Østergaard Heinesen kunne modtage en prischeck på 10.000 kr. samt traditionen tro et stykke unika kunsthåndværk fra et lokalt værksted, som i år var en glasvase Tobias Møhl og Trine Drivsholms glasværksted i Ebeltoft.
Puls 8410 blev hædret for sin indsats med at drive en løbeklub, som siden starten i 2010 er vokset fra 60 medlemmer til i dag 140 medlemmer. På løbeklubbens hold er der deltagere i alderen fra 16 til 72 år. I dag er løbeklubben en aktivitet under TRIF.
Der var i alt indstillet ni forslag til Initiativprisen 2015, og det er det største antal i flere år.

Læs mere om Rønde Sparekassens resultat og uddelingen af Initiativprisen i Adresseavisen.