En drengs frygtsomme blik

Mange steder på Djursland markerer vi 70-året for Befrielsen, og tak for det.
Det er velgørende, at grum tid i Danmarkshistorien mindes og giver mulighed for eftertanke.
Tillad mig at fortælle en historie fra Befrielsesnatten, som jeg har fået fortalt af et nært familiemedlem. En historie, som har sat sig og vaccineret mig i at tro på massen som en samfundsforandrende kraft.
Historien foregik i en lille by på Djursland 5. maj 1945, hvor glæden over Befrielsen naturligvis var stor og fik borgerne ud på gaden for i fælles flok at fejre, at Danmark atter var frit.
Der blev sunget og holdt taler, og i løbet af aftenen bredte der sig også en stemning af, at de, der måske havde været lidt for positive overfor besættelsesmagtens udsendte, skulle udstilles.
Det gik ud over en mand i den lille by, der blev kaldt frem på trappen til sit hus og overhældt med skældsord. Psykologisk forståeligt i denne rus af uovertruffen glæde efter "fem forbandede år".
På mandens højre side stod hans lille søn og fulgte optrinnet uden at forstå ret meget. En råbende menneskemængde, der smed om sig med ukvemsord efter hans far. Billedet af en forsagt dreng, der på Befrielsesnatten var et lille vidne til, at mange års had blev rettet mod faderen, dukker altid op på nethinden, når jeg læser om Besættelsen og Befrielsen.
Den lille drengs sikkert frygtsomme blik er blevet mit frysende sindbillede på, at hadet til det man kæmper imod, alt for hurtigt kan fylde en selv.
Derfor vil jeg til enhver tid skrive under på forfatteren Soyas ord, at han hellere vil hjælpe en gammel op i toget end at tvinges til at skulle elske menneskeheden.
Derfor skifter jeg også billedligt talt til det modsatte fortov, når jeg ser en en bevægelse af mennesker på den anden side af vejen.
I 70-året for Befrielsen har massebevægelser og fanatikere fortsat kronede dage verden over. De skyer ingen midler i jagten på det gode samfund eller religiøs underkastelse.
Utopierne om en verden, hvor alle er lykkelige, er de farligste, fordi de er besnærende, men falske.
Den bedste, om end besværlige og ufuldstændige samfundsform, er og bliver demokratiet, hvor vi gennem diskussioner med hinanden om problemerne skaber gradvise reformer.
At vi lever i et demokrati med alle dets fejl og mangler bør vi også prise højt her i 70-året for Befrielsen, og 70-året for, at en lille dreng i en lille by på Djursland skulle være vidne til en skelsættende privat begivenhed.