Udnyt kroppens egne ressourcer
En ny uddannelse giver nye muligheder. Den har Mette Christensen netop taget
I Haldum ligger Gårdklinikkens Velvære. Her har Mette Christensen til huse. Hun har gennem en årrække lavet Kranio Sakral Terapi. I den tid har hun fået en masse erfaring med straks at kunne se på folk, om de ”fejler noget”.
Reporteren har eksempelvis ud fra hovedhældningen lidt stress.
Kun få af slagsen
Hendes overbygning hedder Biodynamisk Kranio Sakral Terapi. En helt ny uddannelse. Kun fire hold er uddannet i den.
Og hun understreger, at hun (som vestjyde) er meget nede på jorden. Ikke noget hokus-pokus her. Ingen svingende penduler. Meget af det handler nemlig om almindelig anatomi. Alligevel er det svært at følge med, når hun forklarer, men så må reporteren jo en tur på briksen og mærke det på egen krop.
Det handler generelt om, at Mette ”bare” anbringer sine fingre de rigtige stedet. ”Grundlæggende er det hjælp til selvhjælp. Jeg lærer din krop at løsne op for sine egne ressourcer. Jeg hjælper bare med at finde dem frem. Det handler om at fjerne ubalancer. Udgangspunktet er også, at jeg ser på kroppen som en helhed,” fortæller Mette.
Metoden kan f.eks. bruges på så forskellige problemer som frosne skuldre og depressioner. Hun har også et par autistiske børn. De elsker at komme på briksen. Og de sover meget bedre, når de har fået lidt behandling
Vi bølger
En tur på briksen. Jeg har en dårlig fod!
Fingerpålæggelse: ”Ja, her kan jeg mærke masser af ubalance,” fortæller Mette. Hun kan dog ikke garantere, at en enkelt behandling på halvanden time kan kurere.
Mens hun holder ved foden mærkes det på et tidspunkt, som om hun stryger med den ene finger. Den ligger imidlertid helt stille.
”Vi består af væske. Du kan nu mærke, at jeg har sat bølger i gang i din kropsvæske,” er den naturlige forklaring.