Furesøborgere vil hjælpe flygtninge
70 furesøborgere har meldt sig som frivillige netværkspersoner for flygtninge i kommunen
Der er god vilje blandt kommunens borgere til at hjælpe de flygtninge, der kommer til Furesø. Det viste sig ved det borgermøde, der mandag aften blev afholdt i Farum Kulturhus med Integrationsrådet og Røde Kors som værter. Her var fokus på at finde frivillige netværkspersoner til flygtningene.
Omkring 130 borgere deltog i mødet og her oplevede de blandt andet Homa Nasiri, der kom til Danmark som 6-årig, da hendes familie flygtede fra krigen i Afghanistan.
Homa Nasiri fortalte de fremmødte, hvilken betydning hendes danske netværksfamilie har haft for hende - både som rollemodel og som støtte til at overvinde de udfordringer, der er ved at være ung i en fremmed kultur. Det var blandt andet Homas danske netværksmor, der tog hende med i det lokale supermarked for at få et fritidsjob som kassemedhjælper.
I dag er ved Homa Nasiri ved at tage en kandidatgrad i statskundskab på universitetet.
Ved mødet fortalte Benedicte Bodilsen, der har været netværksperson i fire år, om glæden ved at hjælpe et ungt menneske på vej og finde sin hylde i det danske samfund.
Under Selve mødet meldte 70 personer sig som nye frivillige netværkspersoner for flygtninge i Furesø. En oplevelse, der glæder Neslihan Diksan (S), der er formand for Integrationsrådet.
"Det var fantastisk at opleve den opbakning. Borgerne her i Furesø vil gerne give en hånd med til at sikre en vellykket integration. Det er jeg både glad og slot over", siger hun.
Også borgmester Ole Bondo Christensen (S) glæder sig over velvilligheden blandt borgerne.
"I Furesø Visionen siger vi, at vi skal være en kommune med stærke fællesskaber, hvor borgerne engagerer sig og tager ansvar. Aftenen vidner om, at furesøborgerne gerne vil inddrage vores nye medborgere i dette fællesskab. Det er godt for integrationen og kan bane vejen for, at vores nye medborgere så hurtigt som muligt kan blive selvhjulpne og bidrage til fællesskabet", siger han.
Nu skal arbejdet i gang
Tine Sahlgren, der er formand for Røde Kors Furesø skal nu til at samle op på de mange, der har vist interesse for at være netværkspersoner.
"Vi glæder os til at komme i gang med arbejdet og være med til at skabe kontakt mellem netværksfamilierne og flygtningene her i kommunen", siger hun.
Hvis du også kunne tænke dig at være netværksperson for en ung flygtning, er det fortsat muligt at tilmelde sig hos udviklingskonsulent Lotte Lavigné Elbrik fra Røde Kors. Det gør du på telefon 35259318 eller på mobil 24807807 eller via mailadressen loelb@rodekors.dk.
Hvis du vil leje en bolig ud til en flygtning, kan du læser mere på furesoe.dk/flygtning eller kontakte Furesø joncenter på telefon 72355129 eller skriver en mail til jobcenter@furesoe.dk