HB Køge og SEAS-NVE indgår ny aftale
Ny samarbejdsaftale mellem SEAS-NVE og HB Køge er en realitet
PARTNERAFTALE: HB Køge har indgået en gensidig samarbejdsaftale med energiselskabet SEAS-NVE, som skal bidrage til, at partnerne kan drage fordel af hinandens kompetencer.
Dette betyder at HB Køge fremover skal være med til at formidle nye erhvervskunder til SEAS-NVE via klubbens brede netværk til virksomheder rundt om i landet.
SEAS-NVE varetager hver dag deres kunders interesser inden for el og fibernet.
Udgangspunktet er virksomhedens 100-årige erfaring, og målet er at skabe løsninger, der rækker langt ind i fremtiden, til glæde og gavn for dets kunder.
- Jeg er utrolig glad og stolt over vores nye aftale med SEAS-NVE, som vi har haft et super godt samarbejde med siden HB Køge blev grundlagt i 2009. Det samarbejde har dannet grobund for denne nye aftale, som er en del anderledes end den gamle. Vi skal nu hjælpe SEAS-NVE med fastholdelsen af eksisterende kunder, men også med at skaffe nye kunder, siger HB Køges adm. direktør Peter Frank i forbindelse med aftalens indgåelse, og fortsætter:
- Vores store netværk skal derfor være med til at sikre en masse kunder til SEAS-NVE, hvilket vil give et stort kontant afkast til HB Køge. På den måde kan alle virksomheder - uanset om de er en del af NETVÆRKET eller ej - hjælpe HB Køge med økonomisk støtte. Jo flere, der indgår aftaler med SEAS-NVE gennem HB Køge, jo flere penge bliver kanaliseret til vores klub.
Brug dit netværk og støt HB Køge
Den nye aftale betyder samtidig, at erhvervsdrivende og private fremover kan hjælpe HB Køge ved at opfordre deres respektive virksomhedsnetværk til at tage kontakt til HB Køge og indgå en ny - eller forlænge en eksisterende - erhvervsaftale med SEAS-NVE.
I den forbindelse vil det for over 80% af alle virksomheder i Køge og omegn betyde at de blot skal fortsætte med deres nuværende energiforsyner og blot lave en fastprisaftale via HB Køge (som der er stor fordel i økonomisk i øjeblikket).
- Denne partneraftale gælder ikke kun vore nuværende partnere af Netværket men også alle andre virksomheder tæller med og ikke kun i området omkring Køge/Herfølge, siger Peter Frank.
Hvis man som virksomhed er interesseret i at høre mere om muligheden for at skifte til SEAS-NVE og støtte HB Køge økonomisk, så kan man kontakte Peter Møller Andersen i HB Køges administration på PMA@HBKoge.dk.