Skarp debat om sundhed
Velbesøgt debatmøde med sundhedsministeren og regionsrådsformanden
Hvordan får vi forebygget kræft bedre? Kan ventelisterne blive bragt længere ned? Er der lighed i sundhedsvæsenet?
Spørgsmål som disse, og mange flere, føg gennem luften, da der onsdag aften blev holdt debatmøde i byrådssalen på rådhuset i Albertslund.
Sundhedsminister Nick Hækkerup og regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen stillede op til et arrangement, der var sat på benene af Socialdemokraterne, men hvor alle var velkomne. Og den opfordring havde mange fulgt, og havde taget både spørgsmål og konkrete forslag til en bedre sundhedsindsats med.
Ambassadører?
Meget af debatten kom til at handle om, hvordan man sikrer en lighed, så man i højere grad også får fat i borgere med kortere uddannelser, når det handler om den forebyggende indsats.
"Mange kortuddannede går simpelt hen ikke til læge. Måske skulle I bruge nogle millioner på en bedre, opsøgende indsats", sagde en tilhører.
En læge bemærkede, at "nogle VIL ikke være syge", forstået på den måde, at de ikke tager faresignalerne alvorligt, når de opstår.
En anden tilhørere foreslog, at man indførte en ordning med "sundheds-ambassadører", hvor borgere udvælges til at hjælpe med at samle de borgere op, der ikke selv kommer til læge.
Et forslag, som Nick Hækkerup erklærede sig positiv overfor:
"Det er en ordning, som ligner en Røde Kors har haft. Der er ingen tvivl om, at de vil kunne gøre noget, som man ikke kan i det offentlige."
Ventetiden?
Men debatten handlede også om meget andet. Et spørgepanel bestående af Sofie Amalie Blomsterberg (V) og Flemming Jørgensen (Soc.) fra byrådet, samt tidligere byrådsmedlem for SF, Birgt Hauer, stillede mange kritiske spørgsmål.
Blandt andet ville Sofie Amalie Blomsterberg gerne vide, hvordan det går med at få ventetiden ned på kræftbehandling.
Nick Hækkerup fremhævede, at det er et område der har været meget fokus på i de sidste 10-15 år, under skiftende regeringer:
"Vi er nået langt, men der er desværre stadig et stykke vej. Men det er et område, vi fra regeringens side har meget stærkt fokus på."
Fra regionens side fortalte Sophie Hæstorp Andersen om indsatsen "Jo før jo bedre", der handler om at forstærke det forebyggende arbejde.
Hun fremhævede også, at det skal være mere attraktivt at arbejde i akutafdelingerne, da de medicinske afdelinger i dag har generelt større søgning.
Læs mere om debatmødet i AP i næste uge.