Fortsæt til indhold

Frisk vind sendte sejlere i baljen

Lørdagens blæsevejr sendte adskillige sejlere i vandet ved ranglistestævne på Ebeltoft Vig

Samfund
Af Martin Schultz

Der var dramatik på Ebeltoft Vig i weekenden, da den friske vind gjorde livet surt for flere sejlere i et af årets ranglistestævne i Sejlklubben Ebeltoft Vig.
Der var nemlig blæs på, da 43 OK-joller sejlede om kap på Ebeltoft Vig.
Så meget, at flere måtte en tur i baljen. Det er ikke som sådan unormalt, men vejret var så drilsk, at sejlerne brugte op til en halv time på at komme op i båden igen.

Hellerup-sejler løb med sejren

Flere både udgik inden den sidste sejlads, der blev gennemført med blot 25 joller i feltet.
”Det betyder jo, at man kan få en helt pæn placering, hvis man holder ud og gennemfører,” fortæller formanden for Sejlklubben Ebeltoft Vig, Ken Zier.
Han sejler selv OK-jolle og deltog i stævnet sammen med tre andre lokale sejlere, Jørgen Holm, Per Sørensen og Fritz Banner.
Ingen af dem løb nu med sejren. Det gjorde i stedet Bo Petersen fra Hellerup.

Hjælpere fra otte år og op

Et flot og vellykket stævne kommer ikke af sig selv. Op mod 30 ud af klubbens blot 140 medlemmer hjalp til med afviklingen. Den yngste var otte år, og den ældste over 70.
Dertil kommer en række gode lokale sponsorer blandt forretningsdrivende, virksomheder og Syddjurs Kommune, som bidrog til forplejningen, til præmierne eller med kontant støtte. Paradis Is og Kræmmerhuset lokkede gæsterne op i byen med gratis is og kaffe.
”Vi er utroligt glade for opbakningen. Uden den kunne vi slet ikke håndtere sådan et arrangement,” siger Ken Zier

Gør klar til jubilæum næste år

OK-jollerne skulle også have prydet vigen med deres hvide sejl søndag, men endnu mere vind betød, at sejladserne blev aflyst.
Stævnet var et led i en strategi om at tiltrække et nationalt stævne hvert år til Ebeltoft.
Næste år bliver det dog ikke et stævne for klassebåde. Her arbejdes i stedet på et helt særligt arrangement i forbindelse med sejlklubbens 50 års jubilæum.