Fortsæt til indhold

Partifæller ville smide Løkkes bror ud af Venstre

Samfund
Arkiv

Lars Løkke Rasmussens lillebror, kommunalpolitikeren Knud Løkke Rasmussen, meldte sig i dag ud af Venstre - men noget tyder på, at Knud Løkkes egne partifæller for nyligt ville smide ham ud af partiet.
For et par uger siden brød Knud Løkke Rasmussen partidisciplinen og stemte nej til en plan, som Venstres to medlemmer i det lokale økonomiudvalg bakkede op om. Planen skulle hindre, at Fredensborg Kommune skulle optage nye lån - men den var angiveligt også i strid med partiets valgløfter fra det seneste kommunalvalg.
Knud Løkke Rasmussens politiske sologang fik ifølge Frederiksborg Amts Avis flere Venstre-politikere til at tale om, at Knud Løkke Rasmussen skulle smides ud af Venstre for brud på partidisciplinen og partiskadelig virksomhed.
Emnet har angiveligt aldrig udløst en direkte trussel til Knud Løkke Rasmussen, men der er blevet talt internt i partiet om muligheden.
Ifølge Frederiksborg Amts Avis' oplysninger var der aldrig reelt et flertal for at smide Lars Løkke Rasmussens bror ud af Venstres byrådsgruppe.
Knud Løkke Rasmussen oplyser til avisen, at sagen handler om langt mere end politisk uenighed om afdrag på lån.