Fortsæt til indhold

"Jette Skives foragt for fagforeninger må ikke føre til dårlige arbejdsvilkår"

SF'er beder borgmesteren om et tjek af løn -og arbejdsvilkår i udbudt ældrepleje

Samfund
Kim S. Andersen

SF's medlem af Sundheds -og Omsorgsudvalget Jan Ravn Christensen vil have udbuddet af fritvalgsordningen til personlig pleje og praktisk hjælp gået efter i sømmene.
Derfor har han bedt juristerne i Borgmesterens Afdeling om hjælp. Reaktionen kommer ovenpå en artikel i Lokalavisen Aarhus tirsdag 3. marts.
SF'eren vil have en kontrol af om løn -og arbejdsvilkår i BR Service, som er at af de tre firmaer, som Rådmanden for Sundhed og Omsorg Jette Skive har valgt at udlicitere til, holder sig inden for de retningslinjer, byrådet har vedtaget.
"Jeg bliver nervøs, når Jette Skive tager så let på påstande om, at medarbejdernes kontrakter medfører dårligere arbejdsforhold, derfor har jeg nu bedt borgmesteren og borgmesterens medarbejdere om en kontrol af arbejdsvilkårene. Dårlige arbejdsvilkår giver større risiko for stress og dårlig service til borgerne, " siger han i pressemeddelelse.
"Jeg synes, det er altafgørende, at medarbejdere, der udfører arbejde for kommunen, får ordentlige vilkår for pauser og overlevering af vigtig viden i overgangene på arbejdspladserne. Hvis det ikke er tilfældet risikerer vi, at såvel medarbejdere som de ældre rammes af dårligere arbejdsforhold," fortsætter han.
"Herudover synes jeg også, det er vigtigt at få sendt et tydeligt signal til Jette Skive om, at byrådsflertallet forventer, at hun retter sig efter byrådets beslutninger, hvad enten hun er enig eller ej. Hendes foragt for fagforeninger skygger over, at hun har et ansvar for at sikre ordentlige arbejdsvilkår og for at overholde byrådsbeslutninger. Hvis rådmænd tror, de kan ignorere byrådet, har vi et massivt demokratisk problem,” fastslår SF'eren.