Amputeret Nørre Djurs HK U18 mandskab kunne ikke stille noget op
Stærke Team Tvis-Holstebro vandt fredagens kamp med 39-18 over et gæstende mandskab, der lige nu kører på pumperne
Nørre Djurs HKs U18 drenge har fået kærligheden at føle i dette forår efter oprykningen til 1. division.
Det kom til udtryk fredag i udekampen mod det suveræne tophold Team Tvis-Holstebro, hvor et amputeret gæstende hold uden stamspillere som Mikas Korsgaard (udenlandsrejse) og de skadede Tobias Flak, Nicklas Høgh, Mathias Nymark og Nicolai Lønsgren, af gode grunde mødte overmagten og tabte 39-18 (23-10).
"Vi var på forhånd enige om at tage kampen som en oplevelse," siger Nørre Djurs HKs træner Henrik Elkjær.
"Vi har spillet os til at være med i 1. division, men er hårdt ramt af skader lige nu. Det gør, at vi arbejder på meget svære vilkår."
Målmand i marken
Trods de hårde odds og kun en bagspiller i truppen gik Nørre Djurs HK frisk til sagen og var med til 5-5.
Emil Søndergaard imponerede igen med flere gode aktioner, og Lasse Thommesen gjorde også en fin figur i målet i 2. halvleg, ifølge Elkjær.
Nicklas Bertel stod 1. halvleg, men trak i markspillertrøjen efter pausen. Her tilkæmpede målmanden sig to straffekast og scorede et enkelt mål fra stregen. Der var også debut til Ørum-drengen Thor Larsen, som ikke har spillet håndbold et års tid, men var taget med for at hjælpe.
"Thor Larsen kom flot på tavlen med tre scoringer efter lige at have skudt sig varm i starten," siger Henrik Elkjær.
Det store nederlag ødelagde ikke humøret hos drengene.
"Drengene har det heldigvis fint med hinanden, og der blev hyggesnakket vældigt i bilen hjem," fortæller Henrik Elkjær.
"Vi var en tur omkring McDonnalds, og der blev også plads til et par øl. Respekt for drengenes indstilling og lyst til at spille håndbold, selv om situationen er svær."
Nørre Djurs HK spiller allerede igen søndag klokken 18 i Nørre Djurs Hallen. Rækkens nummer 2, Ikast Håndbold, kommer på besøg.
Ikast Håndbold tabte med 12 mål til Team Tvis-Holstebro, så det fortæller alt om, at Holstebro-holdet er havnet på for lav en hylde og retteligt burde have spillet med i U18 Ligaen.