Iværksættere vil hjælpe lokalsporten
Sponso har til formål at gøre det nemmere for atleter og sportsfolk at søge sponsorater
21-årige Patrick Walther Thomsen og hans jævnaldrende barndomsven, Andreas von der Recke, er sprunget ud som iværksættere med virksomheden Sponso. Sponso har til formål at gøre det nemmere for atleter og sportsfolk at søge sponsorater.
De to iværksættere har i den grad en lokal baggrund:
"Jeg har selv boet i Lynge/Allerød i hele mit liv og blev venner med Andreas, da vi gik i børnehave i Kokkedal Børnehave i Lynge. Vi gik i klasse sammen på Lynge Skole og befinder os nu på Copenhagen Business School med en sidebeskæftigelse som iværksættere," siger Patrick Walther Thomsen.
Han forklarer, at Sponso er startet for at hjælpe lokalsporten.
"Da vi selv spillede fodbold i henholdsvis LUI og AFK var problemstillingen altid: Hvordan finder vi sponsorer? Og hvad får sponsorerne ud af at sponsorere os? Denne problemstilling valgte vi så at tage fat i. Sponso er en ny platform med henblik på at gøre det nemmere for atleter og sportshold at søge store og små sponsorater fra både virksomheder og private," siger Patrick Walther Thomsen og fortsætter:
"Tilgængeligheden er ikke kun målet. Visionen er også at ændre den måde, virksomheder i Danmark sponsorer på. Mange lokalvirksomheder sponsorerer med et logo på trøjen eller en bandereklame, men opnår aldrig den fulde værdi af sponsoratet, da de kun bliver set perifert på stadions. Igennem Sponso-platformen vil der stå præcist, hvad og hvorfor virksomheden sponsorerer atleten, og man bliver derfor eksponeret til en større målgruppe, som synes den sponserede atlet er spændende. Virksomheden kan sågar følge med i atletens udvikling."
"Igennem Sponso er der et langt bedre overblik over typer af atleter, som repræsenterer lige netop virksomhedens målgruppe. Sponso ønsker at kombinere de værdifulde elementer fra Crowdfunding med det at søge sponsorater. Nøgleordene er her tilgængelighed og værdiskabelse for både atlet og sponsor."
Patrick Walther Thomsen oplyser, at Sponso har lanceret en infoside - www.sponso.dk - som giver sportsudøvere og virksomheder muligheden for at skrive sig op til platformen, før man lancerer den endelige platform.