Bekendelser fra en kulturkristen muslim
Onsdag aften fortæller Naser Khader ved et foredragsarrangement på Det gamle posthus i Ryomgård om sit møde med kristendommen - hvorfor han forsvarer demokratiet med næb og kløer, og hvorfor hans forhold til islam er blevet så anstrengt
“Jeg er en demokratisk, kulturkristen muslim, alle dele i rigt mål og til inderste kerne. Jeg går på line lige nu, men lever ikke livet med svedige håndflader”. Sådan skriver Naser Khader i en af de sidste sætninger i debatbogen 'Bekendelser fra en kulturkristen muslim', som han udgav i 2013.
Kunsten at balancere mellem de to 'huse,' han er vokset op i: Kristendom og islam, er et grundtema, når Naser Khader onsdag på Det gamle posthus i Ryomgård fortæller om sit møde med kristendommen, og om hvordan hans opfattelse af den har ændret sig, efterhånden som han har fået større indsigt i den.
"I dag anser jeg mig selv for at være kulturkristen. Det danske samfund bygger på værdier som ytringsfrihed, religionsfrihed og respekten for individet. Værdier, som er opstået i en smeltedigel af kristne og græsk-romerske tanker, og som jeg sætter meget højt. Vi kommer nærmere ind på, hvorfor jeg så personligt forsvarer demokratiet med næb og kløer, og hvorfor mit forhold til islam er blevet så anstrengt. Men der er, efter min mening, mange gode ting i islam og frem for at forlade min barnetro, ønsker jeg at ændre den. Jeg vil i foredraget vise, hvordan jeg mener, islam kan blive bedre, og hvad islam kan lære af kristendommen," lyder det i Khaders forskræp.
Folketingskandidat igen
Efter knapt fire år væk fra Folketinget vender Naser Khader nu tilbage til dansk politik.
Han genopstiller som folketingskandidat for De Konservative i Østjylland, hvor han overtager Tom Behnkes plads i Aarhus Syd og Skanderborg-kredsene.