Der er nogle tråde at få redt ud i AIK
Spændende generalforsamling i vente i Auning Idræts- og Kulturcenter
“Alle har en mening om Auning Idræts- og Kulturcenter. Det ser bestyrelsen som et meget positivt tegn, som viser, at idrætscentret betyder rigtig meget for rigtig mange mennesker,” siger Henning Millard, bestyrelsesformand for Auning Idræts- og Kulturcenter som optakt til generalforsamlingen onsdag 25. februar klokken 19.
Både godt og skidt
Der er i år nogle lidt skarpe kanter, der skal drøftes. Specielt har bestyrelsen brugt mange kræfter på at få finansieret renoveringen af idrætscenteret, som blev mere bekostelig end forventet. Og der har været en del rygter i forbindelse med opsigelser af en halinspektør og en køkkenchef.
Henning Millard kan dog også få øje på mange ting, der er gået godt. Han nævner et tilfredsstillende årsresultat for 2014, at restfinansieringen af renoveringen er faldet på plads, at bestyrelsen er blevet udvidet med tidligere borgmester Torben Jensen, at der arbejdes ihærdigt på en organisationsændring af hele idrætscenteret, og at bestyrelsen kan præsentere et fornuftigt budget for 2015.
Han opfordrer til, at alle, der gerne vil have hoved og hale i sagerne om afskedigelserne, renoveringsprojektet og fremtiden til at møde op.
Ny organisation
På generalforsamlingen vil der også blive orienteret om de igangværende sonderinger om mulighederne for en organisationsændring af hele idrætscenteret. Det er kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt, der sidder for bordenden i disse sonderinger. Både AIF Hallernes Fond, Svømmehallen A/S, driftsselskabet AIK, Sponsorudvalget og Auning Idrætsforening er inddraget i dette arbejde.
To bestyrelsesmedlemmer er på valg. Alle kontingentbetalende brugere af centret er medlem af AIK. Børn under 16 år repræsenteres af en forælder.