Fortsæt til indhold

Alternativet vælger folketingskandidater i Østjylland

Det nyligt opstillede parti Alternativet vælger 11 kandidater i Østjylland i morgen

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Alternativet er i gang med at finde navne til stemmesedlen til det kommende folketingsvalg.
I tirsdags afleverede Danmarks nye parti Alternativet de ca. 20.000 vælgererklæringer, det kræver at blive opstillingsberettiget til Folketinget, til Økonomi- og Indenrigsministeriet. Partiet mangler således kun ministeriets endelige godkendelse, før det kan komme på stemmesedlen.
Derfor er der et stort arbejde i gang med at finde lokale folketingskandidater – også i Østjyllands Storkreds, hvor 11 kandidater vælges den 7. marts. Det finder sted kl. 11-15 hos Kaospiloterne, Filmbyen 2, 8000 Aarhus C. Valget er kun for medlemmer af Alternativet.
I forbindelse med valget til Folketinget skal storkredsene finde listekandidater, som skal supplere spidskandidaterne.
I alt 15 personer stiller op til valget i Østjylland, men kun 11 vælges – det vil sige én til hver lokalkreds.