Teknisk bøvl med Dankort i hele landet - nu virker det igen
OPDATERET 15.39: Nets oplyser, at Dankortet virker i hele landet igen
Dankort-kunder i hele landet oplever lige nu tekniske problemer. Det betyder, at det kan være svært at komme til at betale for sine varer i nogle butikker - men mange steder kan problemet hurtigt løses, oplyser Nets til Lokalavisen.dk.
"Det er svært at gennemføre onlinebetalinger. Butikkerne skal gå over på offline-proceduren, så de stadig kan modtage betalinger. Når systemet kommer op at køre igen, overfører terminalen pengene, som den skal," siger pressetalsmand Ulrik Marschall fra Nets.
De store kæder plejer at være hurtige til at gå på den såkaldte offline-procedure - men der kan være undtagelser.
"Der kan være mindre butikker, der ikke lige har proceduren ved hånden, og der vil også være problemer på fx ubemandede tankstationer. Men i store dele af detailhandlen burde man kunne modtage betalinger," siger Ulrik Marschall.
Han kan ikke sige, hvornår systemet er på plads igen, men garanterer, at alle gode kræfter er sat ind på at rette op på det.