Velfærd og varme hænder i Aarhus
Aarhusianerne skal mærke forbedringer i velfærden. Det kræver flere penge til ældreplejen, bedre forhold i vores børns institutioner og nej til brugerbetaling ved lægen. Derfor siger jeg nej til nulvækst, der vil betyde 902 færre offentligt ansatte i vores kommune. Vi skal styrke fællesskabet og passe på hinanden.
Vi har været hårdt ramt af finanskrisen. Men det går fremad igen. Ikke mindst i Aarhus, hvor vi har skabt flere arbejdspladser end i resten af landet. Det skal vi glæde os over. Men vi skal også huske, at vores fremgang skal bruges på at sikre bedre forhold for vores ældre, vores børn og dem der er ramt af sygdom.
Eksperterne har regnet på hvad det egentlig vil betyde i Aarhus, hvis vi indfører nulvækst. Og det er skræmmende læsning. Vi skal klare os med 124 færre folkeskolelærere, næsten 200 færre pædagoger, 23 færre sygeplejersker, 145 færre sosu'er osv. Hvordan i alverden skal det give bedre velfærd?
Jeg mener i stedet, vi skal bruge noget af den vækst og velstand, der er i samfundet på at styrke den fælles velfærd i byen. Vi har et ansvar for hinanden og et særligt ansvar for dem, der har mest brug for det. Samtidig skal vi have ryddet op i papirbunkerne og stoppet minuttyrraniet i ældreplejen. Jeg tror, vi kan bruge pengene bedre ved at have større tillid til de offentligt ansatte.
Da jeg selv var på arbejde i ældreplejen i Tilst, oplevede jeg i hvert fald, hvor vigtigt det er, at vores dygtige ansatte kan bruge deres sunde faglige fornuft og ”se bort fra skemaet”, når borgerne havde særlige behov. Det er vejen til at få mere for pengene, og sådan kan vores velfærd forbedres. Men det skal ikke være en spareøvelse.
Over de næste fem år bør vi bruge i alt 39 mia. mere på vores velfærd i Danmark, og selvfølgelig vil det kunne mærkes i Aarhus. Vi har brug for flere varme hænder og ikke færre. Det tror jeg faktisk, byens borgere er enige i.