Fortsæt til indhold

Hele Marienhoffskolen arbejder med inklusion

Thomas Nielsen er inklusionslærer på Marienhoffskolen i Syddjurs Kommune. En forudsætning for at inklusionsopgaven lykkes er, at alle medarbejdere deltager aktivt og professionelt

Samfund
Af Kasper Østvig Nissen

Torsdagstrætte ankommer eleverne i 7.a til klassen. Dansktimerne skal til at begynde. Inklusionslærer Thomas Nielsen går roligt rundt i klasselokalet. Han smiler bredt gennem sit korte røde skæg og sine sorte briller.
“Må jeg lige sige noget?” siger Thomas og snakken i klassen forstummer.
“I går havde I tysk med mig, og jeg var vildt imponeret over den måde, I var stille på.”
Børnene lytter. Solens stråler kaster lidt D-vitaminer ind i klassen, men holdes ellers ude af tunge blygrå gardiner. Klassens sociale spilleregler hænger i lamineret udgave ved siden af smartboardet. På whiteboardet står programmet for timerne tydeligt.

Gode relationer - en ny fortælling

7.a strømmer ind fra frikvarteret mellem de to dansktimer, Thomas belønner elevernes gode indsats med to streger på popcorn-tavlen. Når klassen har samlet halvtreds streger, udløser det film og popcorn i skolens festsal.
“Thomas er ung og frisk, og han prøver at gøre alle glade. Hvis der opstår en konflikt, så tager han fat i det med det samme, og han ser situationen fra flere sider,” fortæller Kristoffer Kruse fra klassen.
Sammen med dansklærer Rikke Peirera overtog Thomas 7.a for en måned siden. Klassen har problemer med at arbejde koncentreret, og der er en del elever, der har det svært, deriblandt tre elever, som har krav på støtte i den overvejende del af undervisningen.
“Klassen skal have en anden fortælling om sig selv, og den skal vi, alle klassens lærere, være med til at definere ved at skabe gode relationer til børnene, give dem positive oplevelser og have fokus på det der virker,” fortæller Thomas.

Sammen kan vi gøre noget

Mens Rikke og Thomas slentrer hen ad gangen, som er dekoreret med farverige elevarbejder, snakker de om 7.as engagement. Dansktimerne gik godt, bliver de enige om. Thomas når lige fem minutter på lærerværelset, inden inklusionsmødet på skoleleder Birgitte Agersnaps lyse kontor. Kaffen går rundt. Skolens ledelse overbringer en ros til inklusionsteamet. Den er fra PPR, der har bemærket, at skolens personale, blandt andet på grund af inklusionsteamets arbejde, har fået en mere inkluderende tilgang til de udfordringer der er.
“Det betaler sig at gøre noget. Diskursen er ved at ændre sig. Husk at tage den ros med jer, når I går herfra,” siger Birgitte Agersnap til teamet, inden hun noterer detaljer på sin Ipad.
Inklusionsteamet og skolens ledelse holder ugentligt møder, hvor de opdaterer hinanden på de elevsager, der er sat i værk og aftaler nye. Skoleledelsen er en aktiv del af inklusionsarbejdet.
“Forudsætningerne for at inklusionsarbejdet lykkes er, at ledelsen deltager aktivt for at skabe forståelse for alle børns rettigheder. Desuden kræver det gode strategier, redskaber og specialviden. Arbejdet skal brede sig i hele skolen,” fortæller Birgitte Agersnap.
Marienhoffskolen organiserer inklusionsopgaverne i et kompetencecenter. Herunder samarbejder Thomas med to pædagoger i inklusionsteamet. I fællesskab koordinerer de arbejdet med de elever, der af faglige eller sociale grunde har brug for en særlig indsats - herunder samarbejdet med PPR, sagsbehandlere samt klassens lærere.

Oppefra og ned

“Det er kraftedeme kedeligt,” siger Oliver fra 7.a, mens han hører musik. Oliver spiler øjnene højt op og rækker to fuck-fingre mod himlen.
Thomas vikarierer i tysktimen, og han lægger en forsigtig hånd på Olivers skulder. Klassen sættes i gang med arbejdet. Enkelte elever går med støttelæreren ind i et tilstødende lokale. Et ur på smartboardet indikerer, at der arbejdes på tid. En af drengene tages ud på gangen for at sikre arbejdsroen. Efter timen samler eleverne tyskhæfterne. Thomas hænger ud sammen med klassen. Der lukkes lidt martsluft ind til madpakkerne.
På lærerværelset tager Thomas sin macbook frem. Han finder et telefonnummer og ringer til en mor. De laver en mødeaftale angående drengens mistrivsel.
“Forældre er for lidt på banen,” konstaterer han.
Elevernes skoledag er slut. Lærerne ankommer drypvist til cafemøde på skolens nyindrettede lærerværelse. Birgitte Agersnap byder velkommen. Thomas kommer for sent til mødet. Han prioriterer en presserende telefonsamtale højere, så Birgitte Agersnap må videregive beslutningen fra formiddagens møde om, at det er vigtigt, at lærerne går via inklusionsteamet, når de skal i kontakt med PPR. Efter mødet flokkes kollegerne om Thomas. Klasselæreren på 4. årgang har brug for hjælp til at finde et indstillingsskema, som hun skal udfylde til PPR.
“En af de største udfordringer med inklusion har været at ændre lærernes tilgang - skabe en kulturændring. Skolerne har savnet en politik fra kommunen, for det er nødvendigt, at det kommer oppefra,” fortæller Thomas Nielsen inden dagens sidste inklusionsopgave.