For hårdt at undvære to stærke smede i forsvaret
Nørre Djurs HKs U18 drenge er presset alvorligt på skadesfronten lige nu, og derfor var holdet kommet i menneskehænder mandag aften ude mod Silkeborg-Voel KFUM
Nørre Djurs HKs U18 drenge i 1. division tabte mandagens udekamp til Silkeborg-Voel KFUM med 28-21 (11-9).
En kamp, der bar tydelig præg at, at den smalle trup er blevet yderligere decimeret af flere grunde.
Den stærke streg- og forsvarsspiller Mikas Korsgaard er rejst til New Zealand i to måneder, og hans hardhitter af en sidemand i forsvaret, Nicolai Lønsgren, var ikke blevet sin skade kvit.
Netop de to stærke smede udgør aksen i Nørre Djurs HK-forsvaret, og det betød, at der blev trukket hårde veksler på spillere med færre kræfter og færre kilo at stå imod med.
Dertil kom, at den elegante playmaker Mathias Nymark også måtte scratche med en skade.
"Efter ti minutters spil blev Nicklas Høgh skadet igen, så vi måtte gennemføre resten af kampen med 6 markspillere," fortæller træner Henrik Elkjær.
Punkterede mod slutningen
De fire centrale spilleres fravær tvang Henrik Elkjær til at bede de resterende om at indtage andre pladser på banen end deres normale placeringer.
"Emil Søndergaard kom således til at spille i bagkæden og overfor spillere, som nok havde det dobbelte antal killo at flytte med, samt 20-30 centimeter mere i højden," noterer Elkjær.
Mathias Mygind tog over på stregen og gjorde en fin figur.
"Han fik fat i mange bolde derinde, så angrebsmæssigt syntes jeg egentlig, at vi har en rigtig fin erstatning i Mathias Mygind som ny streg," roser træneren.
Henrik Elkjær fremhæver hele holdet for ikke på noget tidspunkt at kny eller slå op i banen.
Han startede med Lasse Thommesen på mål, og Thommsen spillede en fin første halvleg, hvad de blot 11 scoringer til hjemmeholdet også vidner om.
"Vores luft slap lidt op til sidst, da Silkeborg-Voel KFUM kunne blive ved med at sætte nye kræfter ind, og det var årsagen til, at de løb lidt fra os mod slutningen af kampen," siger Henrik Elkjær.
Allerede fredag venter der en ny styrkeprøve i form af det ubesejrede tophold Team Tvis Holstebro på udebane klokken 20.
Holstebro-mandskabet var uheldige med ikke komme med i U18 Ligaen. Holdet har flere U18 landsholdsspillere i truppen.