Fortsæt til indhold

Hvordan kan Djursland få en bid af kagen?

Destination Djursland tager en række lokale overnatnings- og formidlingsvirksomheder på Djursland med til et seminar i Tønder under navnet “Sort sol på Djursland”

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Fænomenet Sort Sol, ikke bandet af samme navn, men det fantastiske syn - og det er tilladt at bruge tillægsordet fantastisk her - når hundredtusindvis af stære flyver i formation på himlen mod den nedgående sol, har været et tilløbsstykke i marsken i Sønderjylland.
Publikum kommer kørende til fra nær og fjern, og de mange tilskuere har været med til at skabe en millionforretning i området.
Kan Djursland få en bid af kagen - nu, hvor fænomenet, godt nok i mindre målestok, også er nået til Kolindsund?
Det har Destination Djursland sat sig for at researche.
Destination Djursland har inviteret alt, hvad der kan krybe og gå af lokale overnatnings- og formidlingsvirksomheder på Djursland, med til et seminar i Tønder førstkommende mandag og tirsdag.
"Målet med turen er at få skabt et fundament for nye samarbejdsrelationer/netværk på tværs af vores overnatnings-og formidlingsvirksomheder. Gennem møder med ligestillede virksomheder i Sønderjylland vil der være inspiration at hente til, hvordan du på Djurslands kan arbejde videre med udvikling af pakker, hvor gæsterne køber overnatning koblet med en oplevelse/aktivitet. Pakker som kan blive et reason-to-go til Djursland. "Sort sol på Djursland" er kun et af mange eksempler på hvordan en fremtidig pakke kunne se ud i markedsføringssammenhæng," lyder det indbydelsen fra Destination Djursland.
Kolindsunds Venner med kasserer Thøger Pauli i spidsen er også inviteret med på turen. Netop Kolindsunds Venner har om nogen været bannerførere for, at kommunerne får fingeren ud og udnyttet det potentiale, der forekommer, når publikum samles i Kolindsund for at bivåne Sort Sol.