Fortsæt til indhold

Tom Bytoft kom i vridemaskinen

Et forsøg på at være morsom på Facebook fik konsekvenser for det socialdemokratiske byrådsmedlem i Norddjurs, Tom Bytoft, der selv krøb til korset og slettede indslaget rettet mod to MF'ere fra Liberal Alliance

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Tom Bytoft (S), kommunalbestyrelsesmedlem i Norddjurs, havde sikkert ikke forventet, at han ville komme i flere landsdækkende mediers vridemaskine, selv om han gav bolden op til det ved tirsdag på Facebook at skrive: "Selv rottegift eller roundup tager dette ukrudt" over et billede af Simon Emil Ammitzbøll og Joachim B Olsen med teksten "To rigtig gode grunde til at bruge kondom!!".
Det fik han i løbet af dagen at høre for på de sociale medier, hvor han undskyldte sig med, at han blot havde forsøgt at være morsom - men nu endte han i stedet med at måtte beklage.
"Selvfølgelig er der ikke nogen mennesker, der skal have roundup elle rottegift, det siger sig selv. Jeg har dyb respekt for demokratiet, men jeg synes, at politik gerne må have en gnist af humor, og at man driller hinanden lidt. Og det håber jeg, at der er plads til, men det viser sig, at jeg her er gået over stregen. Og det beklager jeg," sagde han således til BT.

Beklager dybt

Tirsdag aften endte han med at pille indslaget af Facebook, hvor han skrev følgende:
"Jeg har tidligere i dag delt et billede, hvor til jeg har skrevet en kommentar, som fra min side var ment i sjov- og udelukkende i sjov. Jeg kan desværre se, jeg er blevet misforstået, og jeg har stødt andre mennesker med min form for humor. Det beklager jeg naturligvis dybt.
Min retorik har ikke været klar nok, og mit glimt i øjet kom ikke med hele vejen igennem skærmen.
Jeg tror på, der skal være plads til humor i politik, ellers bliver det hele for kedeligt, og det vil jeg blive ved med at holde fast i, men en anden gang vil jeg være mere klar i spyttet, når jeg laver sjov.
Jeg beklager til de mennesker, som jeg har stødt med delingen af dette billede."
Lokalavisen ville gerne have haft en kommentar fra Tom Bytoft, men det er endnu ikke lykkedes at fange ham over telefonen.