“Alt er jo åbent og i spil”
Midtdjurs Friskoles formand forudser, hvad han kalder "en fornuftig løsning" med Syddjurs Kommune om skolebygningernes fremtid
Økonomiudvalget har sagt nej til at sælge skolebygningerne i Nimtofte til en lokal gruppe borgere, der ville leje hovedparten af bygningerne ud til Midtdjurs Friskole og etablere et aktivitetshus for byens borgere i den resterende del.
"De ville have overdraget bygningerne for nul kroner, men det var vi enige om at sige nej til," siger borgmester Claus Wistoft (V).
"Vi har også sagt til gruppen, at vi vil afvente, at det er et samlet Nimtofte, der står sammen om det, og ikke som nu, hvor man har indtryk af, at byen er delt midtover," fortsætter borgmesteren. Han forudser derfor, at den nuværende lejeaftale mellen Midtdjurs Friskole og Syddjurs Kommune, der udløber 30. juni 2015, i stedet bliver genforhandlet med henblik på en ny aftale.
"Jeg har skrevet til Midtdjurs Friskoles formand Jakob M. Altenborg, at jeg gerne deltager i de kommende forhandlinger, hvis det måtte ønskes. Ellers bliver det udelukkende en sag mellem Friskolens bestyrelse og kommunens Team Ejendomme om at få forhandlet en ny lejeaftale på plads," siger Claus Wistoft.
Klar til at forhandle
Jakob M. Altenborg bekræfter, at Midtdjurs Friskoles bestyrelse er klar til at forhandle om en ny lejekontrakt. Formanden har tidligere til Lokalavisen udtalt, at bestyrelsen fortsat mest er interesseret i at leje.
Derfor afslog bestyrelsen også et tidligere tilbud fra Syddjurs Kommune om at købe skolebygningerne for 2 mio. kroner med en fordelagtig og rentefri afdragsordning lydende på den årlige husleje, cirka 175.000 kroner.
Renovering et tema
"Vi har en fornuftig økonomi, som vi ikke vil sætte over styr. Derfor er vi heller ikke interesserede i at satse butikken," understreger Jakob M. Altenborg.
Ved de kommende forhandlinger om en ny lejekontrakt vil formanden især lægge vægt på, at der skal diskuteres renovering. Syddjurs Kommune har ansvaret for at vedligeholde den såkaldte klimaskærm (vinduer, døre, tag mv.).
"Der er nogle ting, der presser sig på, og det skal vi have fundet en afklaring på under forhandlingerne. Jeg er sikker på, at vi finder en fornuftig løsning, og alt er jo i princippet åbent for diskussion, så hvis det viser sig under forhandlingerne, at vi bliver tilbudt at overtage bygninger og udearealer til sommer, må vi kigge på det," siger Jakob M. Altenborg, der understreger, at Midt-
djurs Friskole lige nu og her har en kortsigtet interesse i at få en aftale på plads, men ellers arbejder efter en langsigtet strategi for skolens fremtid.