Aarhusiansk band skal turnere med Dizzy Mizz Lizzy
’The Boy That Got Away’ skal spille ti koncerter som opvarmningsband for Dizzy Mizz Lizzy
Dizzy Mizz Lizzy er klar med nyt materiale og fire nye håndplukkede rockhåb, når de fra april drager på en udsolgt tour med ti koncerter på syv af landets helt store scener.
Mere end 1.300 bands har tilmeldt sig til 'Tak Rock'-konkurrencen, hvor man kunne vinde tjansen som opvarmningsband for rockikonerne. De 1.300 er nu blevet reduceret til fire efter Dizzy Mizz Lizzys gennemlytning.
Og blandt de udvalgte bands er aarhusianske 'The Boy That Got Away', der kommer til at give flere koncerter sammen med Dizzy Mizz Lizzy.
”I stedet for at have forskellige bands med hver gang, har vi valgt virkelig at fokusere på fire bands, for at give dem den bedst tænkelige oplevelse. Det har bestemt ikke været nogen nem opgave, men med de fire bands vi har valgt, er vi sikre på, at vi har ramt rigtigt. Det er bands, som vi alle tre er vilde med, og som vi glæder os til at opleve selv. Vi er sikre på, at mange af vores egne fans vil synes godt om de fire udvalgte bands også, og derfor fortjener de at komme ud og spille for en masse musikglade mennesker"," siger Tim Christensen fra Dizzy Mizz Lizzy i en pressemeddelelse.
Han fortsætter:
”Det er bands, der spiller den slags rock, som er lige i Dizzy's ånd. Det er samtidig bands, jeg er sikker på virkelig kan levere varen på de store scener, og som har fortjent at spille foran tusinder af mennesker”.
Skal man tro aarhusianske 'The Boy That Got Away', kan det næsten være lige så svært at håndtere offentliggørelsen i sig selv.
”Det er simpelthen så sindssygt vildt - vi er opdraget af Dizzy, og det har altid været vores største drøm at spille support for dem - mangler ord," siger The Boy That Got Away i en pressemeddelelse.