Fortsæt til indhold

Bolden spillet over til Nørre Djurs HK

Tirsdag aften overtog Glesborg-klubbens håndboldherrer i Jyllandsserien efter, at Galten tabte med de overbevisende cifre 36-27 til formstærke VRI. Dermed er der lagt op til en vildt spændende sidste spillerunde

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Nørre Djurs HKs håndboldherrer er tilbage på førstepladsen i Jyllandsserien. Det blev en kendsgerning tirsdag aften, da topholdet Galten tabte på udebane til VRI med hele 36-27 (19-9).
Det betyder, at Nørre Djurs HK og Galten har samme pointantal 14, før sidste spillerunde afvikles i den kommende weekend.

Nørre Djurs HK er imidlertid bedst i indbyrdes kampe, og derfor er holdet på førstepladsen.
Nørre Djurs HK møder lørdag Stilling på hjemmebane i Nørre Djurs Hallen klokken 16.10, og mon ikke "Hulen" bliver fyldt til sidste stoleplads og mere til?
Galten møder ligeledes lørdag Rougsø KFUM på hjemmebane klokken 15.

Skal flaske sig

Vinder Nørre Djurs HK lørdag, er holdet sikker på at slutte på førstepladsen, men det er imidlertid ikke lig med oprykning til 3. division.
I dette forår har der været ti puljer a´seks hold, der har udgjort Jyllandsserien for Herrer. De otte bedste rykker op i 3. division, nummer 9 og 10 spiller op-/nedspil mod nummer 10 fra 3. division.
Før sidste runde er følgende mandskaber klar til oprykning: Kolding IF 3 (17 point), Fredericia HK 1990 (20 point), AGF Aarhus 2 (18 point), Svenstrup Godthåb (17 point) og Vilbjerg KFUM (16 point - målregnskab: 268-223)/eller Nr. Søby IF (16 point - målregnskab: 257-203). De to sidstnævnte mødes indbyrdes i sidste spillerunde. Vinderen rykker op, mens førstnævnte rykker op i tilfælde af uafgjort.
Herefter følger:

  • Silkeborg-Voel KFUM (16 point - målregnskab: 282-230)
  • Ans (16 point - målregnskab: 256-213)
  • Aalborg HK (16 point - målregnskab: 256-214)
  • Nørre Djurs HK (14 point - målregnskab: 249-214, + 35)
  • Team Favrskov Håndbold (14 point - målregnskab: 274-242, + 32)

Aalborg HK kan ikke rykke en række op, fordi klubben i forvejen har et hold i 3. division i næste sæson.
Dermed ligger Nørre Djurs HK i øjeblikket til oprykning i tæt kapløb med Team Favrskov Håndbold. Sidstnævnte møder allerede torsdag aften Farsø på hjemmebane, og Nørre Djurs HK vil selvfølgelig følge kampen tæt.
Team Favrskov er tre mål bagud i forhold til Glesborg-klubben før sidste runde. Det betyder, at Nørre Djurs HK inden lørdagens hjemmekamp kender betingelserne og ved, med hvor stor en måldifference Stilling skal besejres, hvis oprykningen skal blive en realitet.
Vinder Team Favrskov eksempelvis med syv overskydende mål torsdag aften, skal Nørre Djurs HK vinde med mindst fem overskydende mål over Stilling.
Da Stilling og Nørre Djurs HK tørnede sammen tidligere på sæsonen i Stilling, vandt gæsterne med 25-18.