Fortsæt til indhold

Fortuna-kamp flyttes til Vejlby

Der er topkamp i kvindernes bedste fodboldrække på Vejlby Stadion 9. juni

Samfund
Kim S. Andersen

Kampen i 3F Ligaens slutspil mellem Fortuna og Skovbakken, der skulle være spillet på Hjørring Stadion på søndag klokken 19, afvikles i stedet på Skovbakkens hjemmebane, Vejlby Stadion i Aarhus, tirsdag 9. juni klokken 19.
Baggrunden for flytningen er et stærkt ønske fra Fortuna om at kunne give deres spillere længere restitutionstid efter pokalfinalen Grundlovsdag mod Brøndby. Flere af Hjørring-spillerne er fysisk slidte, og Fortunas cheftræner Brian Sørensen vurderer ikke, at de grønblusede kunne stille i bare noget der ligner stærkeste formation i begge kampe med kun én hviledag imellem.

"Vi har fra start gerne villet hjælpe Fortuna, hvis det kan gøres uden at svække vores hold sportsligt. En hverdagsaften i Hjørring ville betyde, at vi måtte undvære spillere fra startopstillingen og at vi skulle ud på en trættende bustur oven på en lang dag på job eller uddannelse. Det ville forringe vores sportslige muligheder væsentligt, og vi tilbød derfor Fortuna at flytte kampen til Aarhus, og den løsning har Fortuna nu valgt som den bedste," siger Skovbakkens cheftræner Kim Leth.
Kamp-flytningen betyder selvsagt, at fodboldpublikummet i Aarhus får endnu en chance for opleve Skovbakken 3F liga hold i en spændende slutspilskamp.
Sidst de to hold mødtes på Vejlby Stadion lørdag 2. maj blev resultatet 1-1. Kampen spilles samtidig med kampen KoldingQ-Brøndby, der er den anden slutspilskamp.