Tre måneder eller tre uger?
De lokale folketingskandidater går rundt som løver i et bur, der bare vil slippes løs
Ugelbølle Landsbyråd har planlagt vælgermøde mandag 1. juni 2015 uden at kende valgdatoen, men velsagtens med en forventning om, at statsminister Helle Thorning-Schmidt udskriver folketingsvalg i denne uge til afholdelse tirsdag 9. juni.
"Uanset hvad, vil der være maksimalt tre måneder til, vi skal til valgurnerne," siger Carsten Bech (B), der selv bor i Ugelbølle.
Frustrationen over ikke at kende valgdatoen og dermed planlægge vælgermøder lidt i blinde er til at mærke både på ham og de øvrige kandidater i Djurskredsen:
- DF: Kim Christiansen (nuværende MF)
- Konservative: Søren Vanting – også kandidat i Hedenstedkredsen
- Venstre: Anne-Mette Winther Christiansen (nuværende MF)
- Liberal Alliance: Per Zeidler (nuværende byrådsmedlem i Syddjurs)
- Radikale Venstre: Carsten Bech
- Socialdemokratiet: Leif Lahn Jensen (nuværende MF)
- SF: Kirstine Bille (nuværende byrådsmedlem i Syddjurs)
- Enhedslisten: Ulf Harbo (nuværende medlem af Norddjurs Kommunalbestyrelse)
- Alternativet: Anders Stenumgaard Lind (nuværende ungdomsskoleleder i Syddjurs)
- Kristendemokraterne: ingen kandidat
Alle de nævnte deltager i vælgermødet i Ugelbølle Forsamlingshus minus Per Zeidler og Ulf Harbo.
Ordstyrer bliver Aage Dam, fra Ugelbølle Landsbyråd.
"Vi håber på en god og skarp debat, med fokus på løsninger der kan skabe job og bosætning på Djursland," lyder det fra det arrangerende Ugelbølle Landsbyråd.