Fortsæt til indhold

Folkeskolereform i vejen for fodboldskole

TRIF’s fodboldskole i sommerferiens første uge kommer til at mangle nogle af de kendte trænernavne

Samfund
Af Martin Schultz

TRIF's fodboldskole i Rønde i sommerferiens første uge med op til 200 drenge og piger som deltagere kommer til at mangle flere af de rutinerede trænere og ledere, fordi de er lærere eller pædagoger på Rønde Skole og derfor ikke er til rådighed i den første uge af sommerferien på grund af den måde folkeskolereformen bliver anvendt på Rønde Skole.
I TRIF bliver det i år de to unge trænere Thomas Alsen og Troels Svane Hansen, som skal stå i spidsen for fodboldskolen.
”Vi arbejder på sagen og er godt på vej, men vi mangler stadig nogle voksne, som vil hjælpe til som trænere, især på de yngre årgange,” siger Thomas Alsen, som også gerne vil høre fra sponsorer, som vil støtte TRIF's fodboldskole.

TRIF medlemmer har førsteret

TRIF fodbold har en stor ungdomsafdeling og gennem nogle år arrangeret sin helt egen fodboldskole, uafhængig af DBU og DGI, som bidrager med fodboldskolekoncepter i mange klubber.
Sidste år vær der omkring 170 børn og unge på TRIF's fodboldskole, men Thomas Alsen håber man i år kan komme over 200 deltagere, som man har været det tidligere.
I TRIF's fodboldskole vil man gerne tilgodese klubbens egne ungdomsspillere og derfor kan børn og unge, som er medlemmer i en af TRIF's afdelinger, tilmelde sig fodboldskolen fra 1. april til 15. april.
”Man skal betale kontingent i en TRIF-afdeling, men det er ligegyldigt om det er fodbold, gymnastik eller badminton,” siger Thomas Alsen.
Derefter bliver tilmeldingen lukket op også for andre end TRIF-medlemmer.
TRIF's fodboldskole finder sted i uge 27 fra mandag 29. juni til fredag 3. juli. Prisen er 825 kr. og tilmelding sker på TRIF's hjemmeside under halbooking fra 1. april.
Spørgsmålet om medvirken som træner ved fodboldskolen kan rettes til Hans Henrik Christensen fra TRIF.
Lokalavisen vil undersøge nærmere, hvilke konsekvenser folkeskolereformens implementering har på afholdelsen af fodboldskoler i lokalområdet.