Fortsæt til indhold

Syddjurs topper på østkysten

Syddjurs er den kommune på østkysten i Region Midtjylland, der har flest udlejede feriehus-uger, viser nye tal fra Danmarks Statistik

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

I 2014 valgte seks procent flere at overnatte i sommerhusene i Region Midtjylland, og det betød cirka 310.000 ekstra overnatninger i forholdt til året før. Det fremgår af nye tal fra Danmarks Statistik.
I løbet af det seneste år er antallet af overnatninger steget i 17 ud af 19 kommuner. Det er midtjysk rekord og betød en samlet meromsætning i regionen på 145 mio. kroner. Kun i Horsens og Viborg kommuner er antallet af overnatninger faldet.
Den samlede stigning på seks procent svarer til landsgennemsnittet, og i Region Midtjylland betød den en øget omsætning på 145 mio. kroner, idet hver turist i gennemsnit bruger 471 kroner i døgnet.

Kystturismen

Det samlede antal overnatninger i feriehuse i regionen udgjorde i 2014 5,1 mio. – tallet dækker alene sommerhuse, der er lejet via udlejningsbureauer.
De tyske turister står for to tredjedele af stigningen, og i Vestjylland ligger der tyske turister i otte ud af ti senge i sommerhusene.
De kommunefordelte tal viser størst fremgang på Vestkysten, og især i Ringkøbing-Skjern kommune, der tegner sig for mere end halvdelen af stigningen. På landsplan er Ringkøbing-Skjern kommune sammen med Varde kommune i Region Syddanmark de to absolutte sværvægtere med flest antal udlejede hus-uger i feriehuse i 2014.
Også østkystkommunerne oplevede en pæn fremgang. Syddjurs er den kommune på østkysten, der har flest udlejede hus-uger.

Hoteller og camping

Overnatningstallene fra hoteller, feriecentre, campingpladser m.m. udgjorde ca. 4,7 mio. i 2014 viser også en pæn stigning fra 2013 til 2014 i Region Midtjylland.
Hovedparten, nemlig 3,7 mio., var indenlandske turister.