Fortsæt til indhold

Djurs Mad har fyret to ansatte

Det er ikke korrekt, at det fælles produktionskøkken i Auning ikke har fyret folk

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Det er ikke korrekt, når bestyrelsesformand i Djurs Mad I/S, Gunnar Sørensen (V), byrådsmedlem i Syddjurs, i den seneste udgave af Lokalavisen får det til at fremstå som om, at nedjusteringen af de ansattes arbejdstid var nødvendig for at undgå fyringer.
Samtidig med, at hovedparten af medarbejderne indvilgede i at gå ned i arbejdstid, blev der nemlig rent faktisk fyret to af deres kolleger.
Det bekræfter Gunnar Sørensen overfor Lokalavisen.
Begge de fyrede medarbejdere har siden fundet arbejde andetsteds.
Det er heller ikke helt korrekt, at samtlige ansatte er gået ned på en 31 timers arbejdsuge. En er således blevet tilbudt 20 timer i stedet for de 30, som vedkommende havde, og ligeledes er en anden medarbejder også blevet tilbudt 20 timer i stedet for de 37 timer, som vedkommende havde før arbejdstidsnedsættelsen.
Forhold, som Gunnar Sørensen nu også bekræfter.

Arbejdsmiljøet

Hertil kommer, at bestyrelsen lige nu afventer en undersøgelse af arbejdsmiljøet hos Djurs Mad I/S.
"Efter en henvendelse fra medarbejderne besluttede vi at bede et konsulentfirma om at undersøge arbejdsmiljøet hos Djurs Mad. Rapporten vil, når den er færdig, blive forelagt bestyrelsen, og herefter vil vi tage stilling til, om der er forhold, der skal ændres," siger Gunnar Sørensen.