Fortsæt til indhold

Var det Nørre Djurs HKs svanesang?

Glesborg-klubbens flagskib tabte foran en fyldt kulisse i Nørre Djurs Hallen med 27-25 til VRI og kan dermed ikke selv afgøre, om det skal blive til oprykning til 3. division

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Det skortede ikke på opbakning til Nørre Djurs HKs håndboldherrer i Jyllandsserien i søndagens hjemmekamp mod VRI.
"Det var som at være til et lokalopgør mod Aastrup/Hammelev-Grenaa med mellem 300 og 350 tilskuere på lægterne, trommer, indløb og slukket lys i hallen. Der var virkelig gjort noget ud af det fra klubbens side, men desværre kunne vi ikke honorere med en sejr," siger Nørre Djurs HKs holdleder Jakob Lunøe.
Hjemmeholdets Kenneth Hougaard startede ellers festen med at lave hattrick og bringe Nørre Djurs HK foran 3-0.
Gæsterne lagde sig imidlertid ikke ned frivilligt, men lod sig tværtimod inspirere af omgivelserne.
"VRI var lige så gode, som vi havde frygtet, med et par velskydende backs, et par gode fløje og to stærke målmand, og så var de rent forsvarsmæssigt meget dygtige til at presse og stresse os til at afslutte alt for hasarderet," siger Jakob Lunøe.
Hjemmeholdet var bagud med en pind det meste af første halvleg, men hang med til pausestillingen 12-12.

Grimme ti minutter

Efter pausen startede gæsterne bedst, men Nørre Djurs HK, der led hårdt under savnet af en skulderskadet Jacob Wiil Christiansens fysik og gennembrudskraft, kom hurtigt tilbage med føringer på både 16-15 og 17-16.
Så gik der imidlertid ged i foretagendet. De næste 10-12 minutter blev en ørkenvandring uden lige set med hjemmeholdets øjne.
Gæsterne vandt perioden med 8-1, og så hjalp det ikke meget, at Nørre Djurs HK blomstrede igen mod slutningen.
"Vi havde bolden bagud 26-24, men afsluttede slet ikke godt nok, så VRI kunne løbe ned i vores ende og øge til 27-24, før vi fik reduceret til 27-25 som ren kosmetik," siger Nørre Djurs HK holdlederen, der tilføjer:
"VRI var meget bedre end i den første kamp og havde læst godt på lektien. Det betød blandt andet, at de fik lukket vores Simon Østergaard effektivt ned. Han scorede vel 12 mål i det første indbyrdes opgør. Vi var til gengæld ikke helt oppe at ringe på alle pladser og har kun os selv at takke for nederlaget, for vi var bare ikke gode nok på dagen."
Lunøe nævner, at for mange af hjemmeholdets spillere lod sig frustrere over gæsternes stærke forsvar og flere dommerkendelser.

Skal håbe på VRI

Nederlaget betød, at Nørre Djurs HK spillede førstepladsen over til Galten, der med sejre i de to sidste turneringsrunder rykker op i 3. division.
Galten skal imidlertid først overvinde søndagens vinderhold i Nørre Djurs Hallen, VRI, førstkommende tirsdag, og det kan godt blive vanskeligt, vurderer Jakob Lunøe.
"VRI er blevet forstærket på 3-4 pladser, siden de to hold mødtes sidst, og er måske rækkens bedste hold lige nu. Vi skal imidlertid kun bruge tid på os selv, og for os handler det om at vinde de to sidste kampe, så må vi se, hvad det rækker til. Vores målsætning i denne sæson har ikke været oprykning, men udvikling af et slagkraftigt hold, så glipper oprykningen, kommer vi endnu stærkere tilbage næste år," lover Jakob Lunøe.

Ros til Henrik P. og Lyng med flere

I Nørre Djurs HK holdlederens karakterbog for søndagens kamp var der sat ekstra plusser ud for navnene: Henrik Pedersen, god fight og seks rene mål, Jens Olsen, endnu en god kamp i målet, Kenneth Hougaard, fem rene mål på fem forsøg og unge Frederik Lyng, der gjorde comeback med to mål.
"Frederik Lyng scorede to glimrende mål. Ham skal vi nok få glæde af fremover som skytte," slår Lunøe fast.
Nørre Djurs HKs slutprogram ser således ud:

  • Søndag 15. marts - 11:20: JAI, Aarhus 2 - Nørre Djurs HK
  • Lørdag 21. marts - 16:10: Nørre Djurs HK - Stilling Hørning Håndbold