De åndløse danskere
Præsten og debattøren Sørine Gotfredsen mente i 2011, at vi danskere er ved at udvikle os til et åndløst folk. Det mener hun fortsat anno 2015 - hør hvorfor i Hyllested Forsamlingshus i maj
I sin bog 'Den åndløse dansker' fra 2011 stiller Sørine Gotfredsen, kulturkonservativ revser af det moderne Danmark, spørgsmålet: ”Er danskerne i færd med at udvikle sig til et åndløst folk”. Et spørgsmål hun besvarer selv med et højt og rungende JA. Ja, vi danskere savner ånd - især de mennesker, der sætter den offentlige dagsorden.
I bogens afsnit "Politikere og ånd", skriver hun:
"Det nævnes ofte, at vi i dagens folketing har for få praktikere med samfundserfaring og for mange teoretiske akademikere. I mine øjne skal den afgørende sondring findes et andet sted. Problemet er snarere, at vi har for mange simple sjæle og for få åndsmennesker. Vi har for få politikere, der nærer respekt for den grundlæggende opgave at spekulere over, hvad menneskelivet er, og i stedet opfattes belæsthed og viden ofte som noget, man med dansk forlegenhed gør lidt grin med. Vi har det med i dette land at dyrke en ærgerlig, flad mentalitet, hvor den politiske verden helst ikke må fremstå for højstemt."
Velfærdsstaten på overdrevet
Velfærdsstaten ser Sørine Gotfredsen som en del af forfaldet, forklarede hun til 180grader.dk i forbindelse med bogudgivelsen:
”Velfærdsstaten har på nogle områder langt overskredet det punkt, hvor den har et leje, der ikke går ud over initiativ, ansvarsfølelse og virkelyst. Grundtanken bag velfærdsstaten er god, og det er selvfølgelig af stor værdi, at vi alle sammen kan komme på hospitalet osv. Men det kræver en meget stor ansvarsfølelse hos os alle at bære velfærdsstaten, og den er jeg simpelthen ikke sikker på, vi alle har.”
Fra Hadsten
Sørine Gotfredsen, der er født og opvokset i Hadsten, men nu arbejder som præst i København, uddyber sit syn på vi åndløse danskere ved en foredragsaften i Hyllested Forsamlingshus tirsdag 5. maj arrangeret af Tirstrup-Fuglslev-Hyllested-Rosmus menighedsråd og Hyllested Beboerforening.
Arrangementet er kommet i stand som en del af det landsdækkende projekt ”Kirken på Landet” (se faktaboks).
Foredragsaftenen begynder klokken 19.