Tiden ikke til mere støj på linjen hos V
For nuværende er der ingen planer om et samlet Venstre Syddjurs
En samlet Venstrevælgerforening i Syddjurs er pillet af dagsordenen på ubestemt tid. Det fastslog formanden for Venstre i Syddjurs, Jens Henrik Sørensen, forleden på generalforsamlingen i Venstres paraplyorganisation, kommuneforeningen, for de nuværende tre lokalforeninger i Rosenholm, Ebeltoft og Rønde-Midtdjurs.
I 2014 var temaet oppe at vende, men den store forkromede løsning blev forpuret på generalforsamlingen i Rosenholm Venstre. Kun Rønde og Midtdjurs tog initiativ til en sammenslutning, mens man i Ebeltoft også satte planerne på standby.
"Hele forløbet skabte dog så megen uro og frustration, at der indtraf en vis mathed hos rigtig mange i de forskellige bestyrelser," noterede Jens Henrik Sørensen lakonisk på generalforsamlingen, og han fastslog, at temaet er så varm en kartoffel fortsat, at der ikke skal røres mere ved den foreløbigt.
"Jeg ser dog meget optimistisk på det fremtidige organisationsarbejde, det skal nok komme til at fungere til gavn for Venstres medlemmer. Med de netop nyvalgte bestyrelser i lokalforeningerne tegner det til, at vi får et godt og konstruktivt samarbejde til gavn for Venstre i Syddjurs," lød det forsigtigt fra formanden
Tættere på hinanden
I stedet for at snakke sammenlægning vil Venstre hellere bruge kræfterne på at intensivere arbejdet på de indre linjer på anden vis i et forsøg på at give et pift til motivationen og styrke korpsånden.
"Bestyrelsen ønsker i samarbejde med byrådsgruppen at iværksætte et samarbejde med alle de kandidater som stillede op til Kommunalvalget (i november 2013, red.). Det er vigtigt, at motivationen bevares og styrkes. Derfor vil vi her i foråret afholde et seminar med kandidater og byrådsgruppen for derefter at etablere et fastere samarbejdsmønster," sagde Jens Henrik Sørensen.
Bestyrelsen vil også forbedre kontakten til medlemmerne. Et aktivitetsudvalg skal således være leverandører af mere aktivitet.
Et første forsøg bliver et fælles Grundlovsmøde i Byparken i Rønde 5. juni.
Venstre har taget intitativ til at samle samtlige politiske partier om fejringen af Grundlovsdag sammen med Rønde Højskole, Rønde Gymnasium, TRIF og flere andre organisationer.