Fremover skal hajerne hente point på HSM Arena
Grenaa Stadion havde skiftet navn til HSM Arena ved sæsonpræmieren i lørdags
Da FC Djurslands med et 1-1 resultat mod Viby lørdag eftermiddag sikrede sig det første point i forårets hidsige pointjagt på en redning i Danmarksserien, skete det ikke som hidtil på Grenaa Stadion, men på HSM Arena.
FC Djurslands nye hovedsponsor HSM Industri A/S har nu taget skridtet fuldt ud og er også blevet navnesponsor for hjemmebanen Grenaa Stadion, som de næste tre år skal hedde HSM Arena.
Aftalen trådte i kraft med øjeblikkelig virkning og navneskiftet var derfor en realitet til sæsonpremieren i lørdags. Foreløbig gælder aftalen frem til 2018.
Byen står sammen med klubben
Navneskiftet kommer på initiativ fra FC Djursland, der præsenterede Grenaa Idræts Center, som drifter stadion for Norddjurs Kommune, og den ene af klubbens hovedsponsorer, HSM Industri A/S, for forslaget.
”Både HSM Industri A/S og Grenaa Idræts Center var med på den, og dermed kan vi tage det for klubben livsnødvendige sponsor-samarbejde skridtet videre og vise omverden, at vi står sammen om klubben her i byen,” fortæller FC Djursland-direktør Ronni Didriksen.
FC Djurslands anden hovedsponsor er Djursland Bank.
Synlighed og frisk pust til sporten
For HSM Industri A/S handler samarbejdet med FC Djursland om profilering og om at bakke op om det lokale potentiale.
”Formålet med navnesponsoratet er at give lidt frisk pust til den lokale sport og at få noget omtale, forhåbentligt af den positive slags. Hvis nu knejtene leverer, og holdet får vind i sejlene, så kan det måske også være, at navnet HSM Arena bliver nævnt uden for byen. Det ville være godt,” siger HSM Industris ejer og leder Esben Møller.
Han foretrækker at kalde hjemmebanen for arena frem for stadion.
”Der er mere ambition i det, og det lyder lidt som de store stadions ude i verden. Det holder også, hvis vi på et tidspunkt skal udvide stadion, men det kræver så, at holdets udvikling stopper med at gå baglæns.”
Flere navnesponsorater kan komme
Hos Grenaa Idræts Center ser centerleder Valdemar Haumand navnesponsoratet som ren win-win.
”Vi lejer stadion ud til FC Djursland, som lejer navnet videre til HSM. Det tjener både vi og klubben lidt på, og for vores vedkommende kan det måske føre til mindre forbedringer af stadions faciliteter,” siger Valdemar Haumand.
Her stopper det ikke nødvendigvis med navnesponsorater i Grenaa Idræts Center.
”Vi har besluttet, at sponsorer også kan leje navnene på svømmehallen og opvisningshallen og dermed på en gang bakke op om de lokale muligheder for sport og idræt og samtidig profilere sig over for vores mange gæster fra ind- og udland – ligesom HSM nu gør."