Billunds tidligere økonomichef signer med Syddjurs Kommune
Thomas Palner er ansat som økonomichef i Syddjurs Kommune pr. 1. maj 2015
I andet forsøg lykkedes det Syddjurs Kommune at få fat i en ny økonomichef med hjælp fra Mercury Urval i ansættelsesforløbet.
Thomas Palner, 38, for nuværende ældrechef i Vesthimmerland Kommune, har booket en stol og et skrivebord på rådhuset i Ebeltoft pr. 1. maj 2015.
Leder af nyt sekretariat
Palner, der er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og bosat i Brabrand, skal stå i spidsen for et nyt Økonomisk Sekretariat hos Syddjurs Kommune, der skal sikre strategisk styring af kommunens økonomi og holde hånden under den tre mand store direktion plus de 9 afdelingschefer.
Økonomchefen refererer til kommunaldirektøren og er overfor denne ansvarlig for løsningen af alle Økonomisk sekretariats opgaver.
Økonomisk sekretariat kommer til at bestå af 3 team (på dansk hold); et budgetteam, et regnskabsteam og et personaleteam, hvor sidstnævnte tager sig af lønudbetaling. Der er 12 ansatte i budgetteamet, 12 ansatte i regnskabsteamet og 7 ansatte i personaleteamet.
Erfaring fra Billund
Thomas Palner var i fire år økonomichef i Billund Kommune, der på mange måder kan sammenlignes med Syddjurs. Billind Kommunes bruttobudget lød i 2014 på cirka 2 mia. kroner, som 2.300 medarbejdere sørgede for fik ben at gå på.
Thomas Palner var i Billund leder af en central økonomifunktion med 12-15 medarbejdere med ansvar for budgetlægning, controlling og regnskab, løbende økonomirapportering til direktion, fagudvalg, økonomiudvalg og byråd.
Hertil kom ansvar for udarbejdelse af økonomisk politik, finansiel strategi, aftaler vedrørende bank, gældspleje og kapitalforvaltning.
Lønnen for den nyeste chef i Syddjurs kommer til at ligge i omegnen af 670.000 kroner årligt inklusiv alle tillæg, men eksklusiv pensionsordning.
Der var 14 ansøgere til jobbet.