Hadsten SK tabte til Viborg HK
Efter god 1. halvleg overtog Viborg-kvinderne teten mod de blå fra Hadsten
De gjorde hvad de kunne, men tirsdag aften var overmagten for stor, da Hadsten Sports Klub tabte til Viborg HK i Pokalturneringen med 22-32. De danske mestre fik dog lov til at kæmpe for det, især i 1. halvleg, hvor Malene Mogensen drev gæk med gæsternes forsvar.
Malene Mogensen blev fortjent kåret til "Girl of The Match" og efter en flot kamp af hele holdet, var hun lidt ærgerlig efter sidste fløjt.
"Før kampen var det måske helt forventeligt, at Viborg skulle vinde, men jeg synes vi gav dem god modstand, især i 1. halvleg, og det gav da blod på tanden, men selvfølgelig vidste vi godt, at Viborg havde lidt mere at byde ind med end os, og så ærgrer jeg mig lidt over, at de vandt med ti mål, det havde været lidt sjovere, hvis vi havde holdt det under," siger Malene Mogensen til hsk-haandbold.dk efter kampen og fortsætter:
"De er gode til at straffe vores fejl prompte, og det er vi jo ikke vant til på samme måde i 1. division, men generelt set synes jeg, at vi klarer os godt, især i 1. halvleg."
Hun mener HSK-forsvaret viste, at de på de gode dage er et af de bedste i 1. division, og det skabte store problemer for Viborg-skytterne.
"Jeg synes vi står rigtigt godt i forsvaret, og vi lukker kun 15 mål ind i 1. halvleg, og det synes jeg er rigtigt godt mod et hold som Viborg. Vi prøver lidt forskelligt i 2. halvleg, men det er de bare for kloge til, og så løber de fra os istedet, men vi gjorde et forsøg, og jeg synes helt sikkert, at vi kan være tilfredse med indsatsen," fastslår HSK-playmakeren.
Der var masser af fremmødte i Hadsten Hallen, da Vestjysk Bank havde købt alle billetterne og forærede dem væk.