Fortsæt til indhold

Hvem sidder der bag rattet og gør sig umage?

For at trimme sine chauffører til storhed, kårer Midtrafik hvert år den bedste mand ved rattet med hjælp fra passagerne

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Diverse charmeoffensiver kender ingen grænser, heller ikke hos Midttrafik, der i jagten på opmærksomhed, kårer den bedste chauffør hvert år.
"Midttrafiks bedste chauffør er et incitamentsprogram, der skal gøre chaufførerne mere bevidste om, at de kan påvirke kundernes tilfredshed gennem deres adfærd. Samtidigt giver kåringen en anerkendelse til de chauffører, som hver dag gør sig umage for at give kunderne en ekstra god oplevelse," lyder det i en pressemeddelelse fra Midttrafik.
Et incitamentsprogram er altså ikke en spiseseddel til en opvaskemaskine. Ordet incitament kommer af latin incitare 'sætte i hurtig bevægelse', af in- og citus 'hurtig'.
Årets bedste chauffør er dog ikke nødvendigvis ham eller hende, der kører hverken hurtigst eller kører dørtræk, men altså den chauffør, der giver kunderne en ekstra god oplevelse.
Det er passagerne, som bestemmer. I perioden 11.-31. maj kan de nominere deres yndlingschauffør med en beskrivelse af, hvorfor netop deres chauffør har fortjent titlen.
8. juni offentliggøres de 3-5 chauffører, der har fået flest nomineringer fra kunderne.
Kunderne skal i finalen stemme på, hvem der skal kåres som Midttrafiks bedste chauffør 2015.
Kunderne kan nominere via app, sms, postkort og Midttrafiks Facebook og hjemmeside. Som tak for hjælpen, deltager alle, der leverer en stemme, i lodtrækning om fine præmier.