Fortsæt til indhold

Vi er klar til at slå fra os

Samfund
Arkiv

Med blot tre points afstand til FC Vestsjælland under nedrykningsstregen har Esbjerg fB bevæget sig ind i en måned, der vil få afgørende betydning for klubbens overlevelse i Alka Superliga.
Især de tre hjemmekampe mod andre bundhold, først Silkeborg IF lørdag den 9. maj og derefter SønderjyskE 21. maj og FC Vestsjælland 31. maj, kan få vital betydning. Det betyder ikke, at EfB vil kæmpe mindre indædt for at få point i udekampene mod FC Nordsjælland, AaB og Brøndby IF.
"Vi skal forsøge at få point i alle de resterende kampe, seks finaler, og vi tror på, at der ligger point og venter på os i udekampene. Men de tre hjemmekampe mod de øvrige bundhold er naturligvis særlig vigtige. De to seneste kampe mod FC København viser mig, at vi både spillemæssigt og mentalt er rustede til nedrykningsslaget. Vi skal nok komme til at slå fra os," siger EfB's cheftræner, Niels Frederiksen.
Han mærkede effekten af engagerede tilhængere, der helhjertet bakker deres hold op, i returkampen i semifinalerne i DBU Pokalen mod FC København. 9.011 tilskuere så 30. april et tæt opgør og skabte en stemning, der bar spillerne frem mod en stor præstation.
"Jeg mærkede effekten af manglende opbakning, da hovedparten af EfB's fans udeblev til to hjemmekampe, og indtrykket af et tamt stadion og en tam præstation af spillerne blev forstærket. I pokalsemifinalen var de tilbage og gav os medvind og modstanderne modvind. Jeg håber virkelig, vore fans vil fortsætte i samme stil og understøtte os i de hårde kampe, vi står overfor," siger Niels Frederiksen.
Det første bundbrag mod Silkeborg IF lørdag er samtidig Regionens Dag. Ca. 250 U10-spillere fra samarbejdsklubber i Sydvestjysk Fodbold Samarbejde (SFS) deltager i en indmarch inden kampen for at markere sammenholdet i områdets talentudviklingsprojekt. De i alt 57 samarbejdsklubber har hver fået stillet 20 billetter til rådighed, som de kan fordele blandt medlemmer.
"Jeg synes, Regionens Dag er en god anledning for SFS-klubberne til at bakke op om regionens førende fodboldhold i kampen for at undgå nedrykning fra Alka Superliga. Både vi i trænerteamet og spillerne har en stærk tro på, at vi kan klare opgaven, og opbakning fra hele området vil være af stor betydning," siger Niels Frederiksen.
Af andre fremstød for at få mange tilskuere på Blue Water Arena til kampen mod Silkeborg er 500 udbudte billetter med store rabatter på Sweetdeal. Næsten 400 af dem er solgt. Desuden har de 2.175 private sæsonkortholdere modtaget fire fribilletter til familie og venner.
Mobiliseringen i hele Sydvestjylland er således i fuld gang. Du kan købe billetter til kampen i Alka Superliga mellem EfB og Silkeborg IF lørdag kl. 17.00 på www.efbbillet.dk.