Fortsæt til indhold

Oliemanden jubilerer og sælger firmaet

Bjarne Jensen, indehaver af Bjarne’s Olie A/S siden 1985 benytter 30-års jubilæet til at sælge firmaet, men jubilaren er langtfra færdig med at levere olie af den grund

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

I år er det 30 år siden, at Bjarne Jensen, Ramten, indehaver af Bjarne's Olie A/S overtog forretningen efter sin far, Harry Jensen. Jubilæumsåret benytter Bjarne Jensen, årgang 1956, til at sælge firmaet til DCC Energi A/S i Nærum, der har købt forretningen med overtagelse pr. 1. juni 2015.
DCC Energi er Danmarks største Shell-forhandler, og da Bjarne's Olie A/S har hentet fyringsolie på A/S Dansk Shells raffinaderi i Fredericia, var det naturligt for ham at sælge til netop DCC Energi A/S, da han fik et godt tilbud.
"Jeg tog det bedste tilbud," siger han kort og godt. Reelt har han solgt sin kundeportefølje og den goodwill, som han har opbygget i virksomheden.

Køber ny bil

"Jeg skal have solgt min oliebil, der er fra 1997, og have købt en ny, for det er alt for tidligt at stoppe," siger Bjarne Jensen.
På hans kommende bil kommer der til at stå Shell på siderne. Vognen bliver hans egen, men fremover slipper han for alt det administrative arbejde som følger med.
Alle oliebestillinger går nu via DCC Energi A/S, som så booker ham til at køre ud i det samme område, som han hidtil har kørt i. Ifølge Bjarne Jensen er det til 11-12 postnumre på Djursland, hvor kunderne er landmænd, virksomheder og private.

Forhistorien

Bjarne's Olie A/S har en forhistorie, der går helt tilbage til slutningen af 1940'erne, hvor det daværende firma kørte som traditionel vognmandsforretning frem til 1972. Her overtog Bjarne Jensens far, Harry Jensen, og startede med oliesalg for firmaet Calpam. I 1992 blev eksportkørsel til hele Vesteuropa ligeledes en del af forretningsområdet.
Selv begyndte Bjarne Jensen, der er født og opvokset i Nimtofte og egentlig udlært elektrikker, allerede i 1975 at køre for sin far, før han selv overtog geschæften i 1985.
Fra 1988 til 2000 kørte han for et andet større olieselskab, Statoil, indtil han 17. november 2000 startede som selvstændig oliehandler og etablerede Bjarne's Olie A/S på adressen i Nimtofte som siden blev flyttet til Ramten.