Fortsæt til indhold

Venlig svensker svarede på flaskepost fra Kattegatskolen

Amalia fra 2A fik respons fra en venlig svensker, Niklas Wejedal, der havde modtaget hendes flaskepost, som hun havde postet i Norge

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Lærer Hanne Alexandra Marx, lærer i 2A på Kattegatskolen i Grenaa, er traditionelt en glad sjæl, men hun var jublende glad forleden, fordi hun havde alletiders nyhed med til pigerne og drengene i 2A.
En svensker, Niklas Wejedal, havde nemlig fundet flaskeposten, som Amalia fra 2A havde postet i vandet under et ferieophold i Norge.
Niklas Wejedal fandt flaskeposten og sendte fluks billeder til skolen.
Hvis man gør sig den tjeneste at klikke ind på Kattegatskolens facebook-side kan alle se det synlige bevis på, at den er god nok. Den venlige svensker havde bidraget med hele fire fotos.
Som Hanne Alexandra Marx skriver under billederne fra Niklas Wejedal: " (...) Hvor fedt er det ikke lige for en ung elev, at skrive et brev, med en ukendt modtager (måske posten aldrig blev fundet) og så opleve dette resultat. Godt det lykkedes, så eleverne kan se, mine til tider tossede indfald - der denne gang lokkede til brevskrivning i 2. klasse - kan give sådan en oplevelse... jubiii."