Fortsæt til indhold

Aastrup-Hammelev har ikke mistet troen på at blive i Serie 1

Cheftræner Kim Busse og hans spillere har fortsat højt humør på, når de mødes, selv om der er syv point op til den rigtige side af nedrykningsstregen

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

To 3-1 nederlag i streg til først TMV 8530 og i Pinsen til Nørager har ikke ligefrem bedret Aastrup-Hammelevs situation i bunden af Serie 1.
Cheftræner Kim Busse erkender da også, at det bliver mere end svært at få fornyet billetten til Serie 1.
Syv point er der op til den rigtige side af nedrykningsstregen.
"Vi vidste før sæsonstart, at det ville blive svært, men jeg synes nu ikke, det har påvirket humøret negativt. Der bliver snakket og pjattet i omklædningsrummet som tidligere, og sådan skal det også være," siger Kim Busse.
"Vi kigger en kamp frem og forsøger at gøre det så godt som muligt. Mere kan vi ikke tillade os, når truppen ikke er bredere," siger Kim Busse.
Han ser sit holds situation som en klar pejling af, hvor det går hen med seniorfodbolden i Grenaa og omegn.
"Nu rykker FC Djursland ned i Jyllandsserien, mens Grenaa ser ud til at blive i Serie 1, og vi skal kæmpe hårdt for at blive der. Min personlige mening er, at der simpelthen ikke er seniorspillere nok i Grenaa til at holde niveauet, når vi også vil have et U19 hold i FC Djursland-regi. Jeg tror, vi bliver nødt til at indstille os på, at det ikke kan fortsætte sådan."

Godt med i Nørager

I Pinsekampen mod Nørager på Nørager Stadion blev Aastrup-Hammelev taget på sengen i de første tyve minutter, hvor de to tidligere divisionsspillere i FC Djursland, Mikkel Friis Stær og Claus Koch, gjorde forskellen med henholdsvis to og et mål.
"I samme periode havde Nikolaj Jarsmer et skud på stolpen, men vi må indrømme, at Stær og Koch gjorde udslaget for Nørager," siger Kim Busse.
Han var ellers fint tilfreds med sit hold i resten af opgøret, hvor Nikolaj Jarsmer også fik reduceret til slutresultatet 3-1.
"Efter min mening havde uafgjort ikke været ufortjent. Vi spillede en god kamp og havde også mulighederne for at score yderligere 2-3 mål, men selvfølgelig er det svært at komme tilbage, når man er nede med 3-0 efter tyve minutter."

Mod Søften til Aastrupdagen

Lørdag gæster formsvage Søften GF Astrup Stadion klokken 13.
Gæsterne har kun hentet et point i de seneste fire kampe efter på et tidligere tidspunkt at have ligget nummer et i rækken.
"Vi håber på mange tilskuere på Aastrup Stadion, fordi der også på lørdag er den årlige Aastrupdag," siger Kim Busse.
"Jeg håber, at godt vejr og mange mennesker kan få spillerne til at folde sig ud, for skal vi gøre os forhåbninger om at blive i rækken, skal vi vinde hovedparten af de sidste fem kampe i sæsonen."