Fortsæt til indhold

En mand som sætter spor

Rektor emeritus og forfatter Søren K. Lauridsen fra Ugelbølle fylder 70 år

Samfund
Af Martin Schultz

Han er formand for Rønde Gymnasium, Rønde Højskole og Efterskole, Thorsager-Rønde IF og for Socialdemokraternes fællesledelse i Syddjurs.
Søren K. Lauridsen fra Ugelbølle er en mand, som sætter sit præg og sætter spor. Som han nu har gjort det i sine seniorår ved at stille sine kompetencer og erfaringer fra et lang arbejdsliv inden for uddannelsesområdet til rådighed for institutioner og foreninger i Rønde og omegn.
Tirsdag 12. maj fylder Søren K. Lauridsen 70 år og det sker som antydet med fortsat ansvar for mange opgaver.
Han lod sig pensionere for fem år siden for at få mere tid til at skrive, både faglitteratur, poesi og prosa. Og det når han faktisk også, samtidig med at der også bliver tid til badminton og tennis i TRIF og et slag golf i Kalø Goldklub tæt ved hjemmet på?Brombærvej.
Allerhelst vil den tidligere mangeårige rektor for blandt andet Jydsk Børnehave-Seminatrium og siden Jydsk Pædagog-Seminarium kalde sig for “uddannelsesentreprenør”, for det er i opbygningen og udviklingen af de pædagogiske uddannelser, at Søren K. Lauridsen har nået sine største og vigtigste resultater.

Et forfattertalent

Søren K. Lauridsen stammer fra Vestjylland og voksede op på en gård i landsbyen Uglvig uden for Esbjerg. Han gik ud af landsbyskolen i 7. klasse og startede med at arbejde i landbruget.
“Mern det var ikke lige mig at overtage den fædrende gård,” fortæller Søren K. Lauridsen, som kom i lære som teknisk tegner. Men et ophold på den tids kulturelle højborg, Askov Højskole, satte for alvor fut i den unge mand, som startede på Esbjerg Seminarium, samtidig med at han for alvor begyndte at skrive digte og noveller. Talentet var åbenlyst, og han modtog allerede som ung et arbejdslegat fra Statens Kunstfond.
“Men jeg valgte det sikre og gik direkte fra seminariet til at blive lærer på Esbjerg Børnehave- og fritidspædagogseminarium,” fortæller Søren K. Lauridsen.
Det blev indledningen til en lang og indflydelsesrig karriere inden for det pædagogiske uddannelsesområde. Både som afdelingsleder på Jelling Statsseminarium fra 1983 til 1990 og derefter som rektor på Jydsk Pædagog-Seminarium frem til 2006 stod han i spidsen for udviklingen af pædagoguddannelserne.
“Især sammenlægningen af de tre uddannelser - børnehavepædagog, fritidspædagog og socialpædagog - var et kæmpestort projekt og Jydsk Pædagog Seminarium blev landets største uddannelsessted for pædagoger med over 1.000 studerende,” fortæller Søren K. Lauridsen, som blandt de vellykkede tiltag også husker opbygningen af uddannelsesafdelinger i Randers og Grenaa. Fra 2006 og frem til 2010 var Søren K. Lauridsen med i fusionsdirektionen i professionshøjskolen VIA, hvor 39 forskellige uddannelser skulle lægges sammen i Midtjylland.
“Vi brugte meget krudt på at udvikle nye uddannelse,” siger Søren K. Lauritsen, som var med til blandt andet at udvikle filmuddannelsen i Aarhus og animationsuddannelsen i Viborg.

Storforbruger af kultur

Som 65-årig sluttede Søren K. Lauridsen sin karriere indenfor uddannelsesområdet og ønsket var at få mere tid til at skrive.
Det er da også blevet til både skønlitteratur og faglitteratur, senest to vægtige fagbøger, “Pædagogik som viden og handling” og en samlet historie om “Børn og daginstitutioner gennem 180 år”.
Men i det travle otium er der også blevet tid til at påtage sig opgaver på lokale uddannelsesinstitutioner, i foreningslivet, og som formand for de lokale socialdemokrater.
“Jeg prøver at bruge mine erfaringer fra uddannelsessystemet inden for lokale foreninger og institutioner,” siger Søren K. Lauridsen, som blandt andet løste TRIF's langvarige formandskrise ved at påtage sig formandsskabet i forretningsudvalget i 2011.
“TRIF er en stor og spændende forening, som er udfordret på lederskab og frivillighed. Målet er at skabe solidaritet og sammenhold mellem afdelingerne og skabe en platform, som gøre foreningen mere organisatorisk velfungerende,” siger Søren K. Lauridsen.
Så der er masser at rive i for den travle senior, som betegner sig selv som “kulturel storforbruger”. Han læser meget, går gerne i biografen og ser film, og ofte går turen i teatret i godt selskab med hustruen Liselotte Schlægelberger.