5 millioner til et trinbræt i Thorsager
Talsmand for trinbrætgruppen, Thøger Pauli, kan ikke får armene ned efter, at Thorsager Trinbræt er rykket tættere på med det seneste trafikforlig
Partierne bag det nyeste trafikforlig, regeringen, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti, er enige om at afsætte fem millioner kroner til, at de kommende letbanetog kan standse i Thorsager, hvis Aarhus Letbane vil have det.
Pengene kommer fra den trafikmilliard til billigere og bedre kollektiv trafik som blev aktuel, da regeringens droppede en betalingsring i København.
I forligsteksten hedder det, "at forligspartierne er enige om at omdisponere de overskydende midler fra puljen til en række projekter, der ligeledes kan forbedre den kollektive trafik i yderområder, men som det ikke oplagt ligger inden for puljens rammer at støtte."
"Vi er meget glade for denne udmelding, men arbejdet er langt fra slut endnu. Opgaven for trinbrætgruppen og distriktsrådet bliver nu at sikre, at det ikke bliver på bekostning af bustrafikken i området," siger Thorsager Trinbrætsgruppes mangeårige lokale frontkæmper, Thøger Pauli, medlem af Thorsager Distriktsråd og Thorsager Trinbrætgruppe, og som i en årrække har arbejdet for at få Grenaa-Odder Banen til at stoppe i Thorsager, så byen kan komme med i "Det grønne Bånd" af udviklingsbyer i Syddjurs, som Hornslet, Mørke, Ryomgård og Kolind i forvejen er det.
Rønde meget interesseret
Thøger Pauli fortæller til Lokalavisen, at Thorsager Distriktsråd snakker sammen med Rønde Distriktsråd, hvor interessen for at få realiseret trinbrætsløsningen er meget stor, fordi den også kan få stor betydning for borgere i Rønde.
"Desuden afventer vi, at Udvalget for Plan, Udvikling og Kultur (PUK-udvalget, red.) får udarbejdet den lovede analyse i Kommuneplanen om mulighederne og konsekvenserne af en trinbrætløsning i Thorsager. Vi har tilbudt at hjælpe med viden, men har ikke hørt fra udvalget," siger Thøger Pauli.
Analysen er sat i værk
Kirstine Bille (SF), formand for PUK-udvalget, siger, at udvalget på sit seneste møde gav forvaltningen besked på at sætte analysearbejdet i gang.
"Jeg ved ikke lige, hvem der har fået opgaven, men nu går arbejdet i gang, så vi i udvalget får et beslutningsgrundlag," siger Kirstine Bille.
"Der er flere ting, vi skal have undersøgt, for eksempel passagergrundlaget, hvad Midtrafik siger, konsekvenserne for busforbindelserne og lignende temaer," tilføjer hun.
Hun havde ikke lige set de fem millioner komme, selv om hendes eget parti er en del af forliget, men hun vil godt gå med til at kalde det et gennembrud for trinbrætløsningen.
"Det er et gennembrud, fordi vi har stået lidt i et vadested og ikke vidst, om vi kom til at stå med det selv, men trafikforliget tvinger os selvfølgelig til nu at få fremskyndet vores egen beslutningsproces," siger PUK-udvalgsformanden, der ikke kan sætte dato på, hvornår analysearbejdet forventes at være afsluttet.