Travlhed i Hovedgård
Omkring 30 personer var tidligt ude med valgkortet, da de i morges mødte op ved Hovedgård Skole og stilte sig i kø for at afgive deres stemme til Folketingsvalget.
"Det er altid festligt at åbne valget her i byen. Jeg er ikke overrasket over at se så mange her fra begyndelsen. Det er der tradition for her i byen," siger valgstyreformand i Hovedgård, Kaj Jessen.
Ved sidste Folketingsvalg var der en stemmeprocent på 90,72 i Hovedgård. Den første time stemte 199 personer på Hovedgård Skole, så det tyder i de tidlige timer på en aktiv valgdag.
"Nogle ser det som en sport at være blandt de første til at stemme, andre gør det fra morgenstunden af mere praktiske årsager. Vi forventer endnu mere travlhed og kø til stemmeboksene mellem klokken 15-17. Så er det godt, at vi er 14 mænd og kvinder til at sørge for, at det hele forløber ordentligt," siger Kaj Jessen.
2500 personer er stemmeberettiget til at sætte sit kryds fra en stemmeboks i Hovedgård, der foruden selve Hovedgård også dækker Tvingstrup og Grumstrup.
Det er muligt at stemme indtil klokken 20.00 i aften.