Djurs Mad I/S er et problem
"Er det virkelig meningen, at pensionisternes mad skal være med til at forbedre kommunens slunkne pengekasse?
Efter lange artikler i Adresseavisen tyder alt på det.
Kun hvordan overskuddet bliver bedre er interessant.
Ikke et ord om, hvordan man får maden i en sådan forfatning, at alle de personer, der foretrækker andre leverandører, kommer tilbage.
Man fyrer folk og skærer ned på servicen. Det bliver maden ikke bedre af.
Formanden (Gunnar Sørensen, red.) har tilsyneladende ikke styr på noget, siden der udsendes helt forkerte oplysninger om bemandingen.
Borgmesterens planer om en større produktion og levering til store dele af Midtjylland er helt i skoven. Skal der startes en indsustri, der konkurrerer med private?
Det kan ikke være en kommunal opgave.
Hvor ofte skal et konsulentfirma aflønnes?
Man kan vel sammenligne Djurs Mad med en kantine. Dem er der jo flere af i kommunen, blandt andet på rådhuset. Giver de overskud?
Hvis de gør, er det måske på grund af tilskud til en del af det kantinepersonale, der anvendes.
Lad nu os pensionister få noget mad, vi synes om, og spar så på så meget andet."