Musketerånd skal bane vejen til Christiansborg
Leif Lahn Jensen (S) hylder princippet om ingen sejr uden kamp i sin kamp for at blive genvalgt
"Sammen vinder vi valget" - lyder det slogan, som det lokale folketingsmedlem Leif Lahn Jensen, Grenaa, har sat som overskrift for sin personlige valgkamp i primært Djurskredsen.
Partimedlemmer og flere interesserede borgere var mødt op for at give deres besyv med, da Socialdemokratiets gruppeformand på Christiansborg og statsminister Helle Thorning-Schmidts tro væbner i partiets folketingsgruppe forleden skød sin valgkamp i gang.
Fællesskabet
Sveriges tidligere socialdemokratiske statsminister, afdøde Olof Palme, havde som motto: "Ingen sejr uden kamp".
Leif Lahn Jensen slægter sin verdensberømte partifælle på:
"Et valg er noget, som vi vinder i fællesskab," siger han, der har en klar strategi for sin valgkamp: 1. fortælle vælgerne, hvad den nuværende regering har opnået af resultater - i Leif Lahn Jensens optik "gode resultater". 2. fortælle de samme vælgere, hvad konsekvenserne bliver, hvis Lars Løkke Rasmussen igen får nøglerne til statsministeriet og jævnligt får besøg af Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl.
Mere end 30 væbnere
Ikke overraskende var der opbakning fra de over 30 fremmødte til kick-off mødet.
De mange fremmødte vil frem til valgdatoen, som kun statsministeren og særligt udvalgte kender, gå igennem ild og vand for deres lokale S-kandidat på Djursland. Det være sig på gadeplan, på de sociale medier og via læserbreve i de lokale aviser.
Djurslands mand
Leif Lahn Jensen slog fast på kick-off mødet, at det er vigtigt for ham at få meldt ud, at han er Djurslands mand på Christiansborg.
"Vores kampagnemaskine er smurt, og sammen med jer vil jeg ud til hver en afkrog af Djursland", sagde kandidaten til de fremmødte, som med sig hjem fik nytrykte foldere, kuglepenne og vandflasker med ordene: "Arbejder for Djursland".
Tredje gang
Det er tredje gang, at Leif Lahn Jensen opstiller til Folketinget. I 2007 tog han over efter partifællen, nuværende Norddjurs borgmester Jan Petersen, og han formåede at holde skansen i Djurskredsen.
Han gentog kunststykket ved valget 15. september 2011, og inden længe skal den tidligere havnearbejder og tillidsmand på Aarhus Havn igen til eksamen hos vælgerne.
Socialdemokratiet er bagud på point, men opbakningen på Djursland har traditionelt altid været stor, så chancen for, at Leif Lahn Jensen gentager sig selv for tredje gang, må bedømmes til at være stor.