Sådan bliver du en vinder på boiligmarkedet
Mens boligmarkedets kurver viser fremgang over det meste af landet, er spørgsmålet, hvem der egentlig drager størst fordel af den nuværende situation på boligmarkedet.
Med en aktuel stigning i salget på 37 pct. til dato sammenlignet med samme periode sidste år, oplever ejendomsmæglerkæden EDC en markant øget aktivitet og optimisme på boligmarkedet. Priserne i de større byer er stigende, og den tendens breder sig stille og roligt til resten af landet. Sammenlignet med årene før krisen er udbuddet dog fortsat relativt stort, og mange sælgere ude i landet er stadig forhandlingsvillige. Det giver et boligmarked med plads til mange vindere.
Er du førstegangskøber?
Hvis du er førstegangskøber, er markedet lige nu særligt gunstigt. Renten er fortsat lav, og man kan få relativt meget for de penge, man låner. Samtidig er priserne uden for de store byer ikke steget nævneværdigt endnu.
Kan du lide at sætte dit eget præg?
Det er til enhver tid en fordel at have hænderne skruet rigtigt på, hvis man vil gøre et kup på boligmarkedet. Indflytningsklare huse med god energimærkning er blandt tidens mest efterspurgte, så chancen for, at du kan forhandle et renoveringsmodent hus ned i pris, er relativt stor. Kigger du efter bolig kan det være en fordel som førstegangskøber at finde et gør-det-selv-tilbud med mulighed for modernisering.
Vil du flytte til noget større?
For dig, der ønsker at sælge din nuværende ejerlejlighed i byen og købe noget større uden for byen, er tidspunktet velvalgt. Der vil sandsynligvis være stor efterspørgsel på din mindre bolig i byen, mens den større bolig uden for byen formentlig endnu kan handles til en god pris. Disse markedsdynamikker kommer dig til gode nu. Du får flere kvadratmeter uden at betale så meget ekstra, og du kan optage lånet til en meget favorabel rente.
Vil du flytte til noget mindre?
Ønsker du at rykke fra et hus i oplandet til en bolig i byen, bør du overveje sandsynligheden for, om boligpriserne i dit nuværende område begynder at stige i forhold til din tidshorisont. Du skal dog samtidig påregne prisstigninger på huse og ejerlejligheder i de større byer, så venter du alt for længe, vil din næste bolig måske blive for dyr. Samtidig skal du tage i betragtning, at din nuværende bolig ofte vil være dyrere at varme op og vedligeholde end en mindre ny bolig.
Skal du sælge men ikke købe nyt?
Boligmarkedet kendetegnes for øjeblikket af øget aktivitet som følge af de lave renter. Det momentum kan være værd at udnytte for dig, der skal sælge. Du får ikke direkte glæde af den lave rente, men du vil kunne mærke effekten af et øget salg, lavere liggetider og en eventuel prisstigning afhængig af, hvor i landet du bor. Dit provenu er desuden afhængigt af, om du har købt boligen før eller efter, at priserne toppede. Uanset hvad, vil det sjældent være klogt at blive boende i en bolig, der ikke passer til dine behov. Sæt en realistisk pris, så boligen bliver solgt, og så du kan komme videre med dine andre planer for fremtiden.