Fortsæt til indhold

Kom og se en nyrenoveret Dronningens Ferieby

På søndag bliver der rig lejlighed til at se 44 nyrenoverede huse, når Dronningens Ferieby i Grenaa slår dørene op til et åbent hus arrangement om eftermiddagen

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Den gennemgribende renovering til 38 mio. kroner af 44 feriehuse i Dronningens Ferieby, der ejes og drives af Scleroseforeningen, i Fuglsang Plantage i Grenaa, er nu fuldført.
På søndag 3. maj fra klokken 13 til 16 kan alle interesserede bivåne resultatet, når Dronningens Ferieby inviterer til åbent hus.
De 44 huse, der ligger i naturskønne omgivelser, var på alle måder forud for deres tid i forhold til interiør og moderne indretning, da de blev bygget for mere end 20 år siden, men nu trængte til at blive moderniseret.
"Feriebyen er gået hele vejen i renoveringen og siden 2013 har der været et stort renoveringsarbejde i gang – og nu står de 44 topmoderne huse klar, og selv om der skal være tilgængelighed og rummelighed for mennesker med handicap, kan der godt tænkes i luksus og kvalitet," siger manager Birthe Stengård Frank, Dronningens Ferieby.

Favner det hele

700.000 danskere lever med et vedvarende handicap. Handicap eller ej - alle mennesker har brug for ferie.
"Vi er gået all in forstået på den måde, at der er fokus på ferie, strand, sand, aktiviteter, familien, attraktioner og lækkert inventar. Vi har haft fokus på, at man kan holde en problemfri ferie med hele familien, uden at der er fokus på hjælpemidler," siger Birthe Stengård Frank.
"25 år har ændret på vores syn på handicappede, og det kommer klart til udtryk i husene ved, at der nok er de nødvendige hjælpemidler, men de fylder ikke nævneværdigt, fordi handicappede er mennesker, som kan selv," forklarede hun til Lokalavisens udsendte ved rejsegildet i efteråret 2014.

Flere fonde bidrager

Renoveringen af de 44 huse for godt 38 mio. kroner er sket med støtte fra blandt andet A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Villum Fonden, Augustinus Fonden, Ernst og Vibeke Husmand Fond og Scleroseforeningen.